Da Andreas Bjelland kommenterede på overraskelsen over, at han ikke var udtaget til landsholdets VM-trup, blev mange overraskede over, at den ellers så stille midterforsvarer tog bladet for munden.
- Han skal have lov til at være skuffet. Og jeg forstår godt, at han melder ud i medierne, siger Åge Harreide.
Bjelland satte primært spørgsmålstegn ved omfanget af den skade, som landstræneren havde angivet som hovedårsagen for den manglende udtagelse til gruppen med de 23 VM-spillere.
Og på trods af, at Bjelland gør udtryk for, at han sagtens kunne spille den første kamp ved turneringen mod Peru, fastholder landstræneren, at det er skaden, der har betydet, at Bjelland ikke er med.
Manglende spilletid på klubplan spiller ind
Landstrænerens overvejelser bag fravalget er dog også baserede på det faktum, at Andreas Bjelland har fået småt med spilletid på klubplan i denne sæson.
- Hvis vi stod med en spiller ved VM, der har spillet to og en halv kamp i de seneste tre måneder, så er der stor risiko for, at den spiller ikke er kampklar, forklarer Åge Hareide.
Han er dog ked af at måtte undvære midterforsvareren ved den kommende turnering, hvor Danmark spiller den første kamp den 16. juni mod Peru.
- Han har spillet fantastisk i kvalifikationen. Og han har også været valgt før spillere, der spiller fast i Premier League og Bundesligaen. Det siger noget om hans kvaliteter.