Glæde over valg af Nordamerika til VM 2026 - men bekymringen om snyd er ikke væk

VM-slutrunden i 2018 står lige for døren, men nu er det også klart, hvor turneringen skal afholdes om otte år.

Carlos Cordeiro, Decio De Maria og Steven Reed i stor glæde. De tre præsidenter for USA's, Mexicos og Canadas fodboldforbund jubler over at få slutrunden til deres lande. (Foto: © Sergei Karpukhin, Scanpix)

VM 2026 bliver en historisk slutrunde på mange måder. Det er nemlig ikke bare den første VM-slutrunde med 48 lande, men det bliver også en turnering med rekordmange værtsnationer.

Onsdag vandt trioen USA, Mexico og Canada nemlig sikkert over Marokko i afstemningen, og 2026 bliver dermed den første slutrunde nogensinde, hvor der vil være tre værtsnationer.

DBU havde besluttet af give deres stemme til det nordamerikanske bud, og derfor var der også glæde i lejren over, at valget gik den vej.

- Jeg er naturligvis glad for, at det blev vores valg. Det er rart, at de i øvrigt vandt så klart. Jeg er overrasket over, at forskellen var så stor, da jeg troede Marokko ville få en del flere stemmer. Det er dog godt med en meget klar afgørelse, siger DBU’s formand Jesper Møller.

- Det var også godt, at Marokko efterfølgende viste fair play og ønskede tillykke samt, at de fortsat vil arbejde for udviklingen af fodbold, forklarer han.

Som vi tidligere har beskrevet på DR, så er processen i forhold til valg af værtsnation blevet ændret siden Gianni Infantino er kommet i spidsen for Fifa. Alle nationer, som er en del af fodboldforbundet, har nu en stemme hver, hvilket gør det sværere at snyde. Tidligere var det nemlig kun Fifas eksekutivkomité, som havde noget at skulle have sagt.

- Vi har været utrolig tilfredse med den proces, som Fifa har foranstaltet set i lyset af det, vi var igennem tilbage i 2010 i forbindelse med valget af Qatar og Rusland, siger Jesper Møller.

Stadig risiko for fusk

DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger har også fulgt med i den nye Fifa-proces, og selvom han deler Jesper Møllers holdning, så er der stadig en chance for fusk.

- På overfladen har Fifa fået det til at se ud som om, at tingene er foregået på en ordentlig måde, men det kan ikke afvises, at nogen har følt en trang til at finde stemmer på en ulovlig måde, forklarer Henrik Liniger.

- Bekymringen i øjeblikket går selvfølgelig på, at en masse journalister begynder at grave i den her afstemning. Fordi Fifa og resten af fodboldverdenen håber på, at man ikke ligesom i 2010 finder ud af, at en masse stemmer var købt, og at der har været en masse bestikkelse, siger han.

Fifa kan dog se tilbage på en afstemning, der forløb uden uro eller klager fra nogle af landene i forbindelse med processen.

Derfor er det heller ikke bekymringer, som fylder mest hos Fifa lige nu, efter afstemningen blev afsluttet.

- Det er en stor lettelse for Fifa, fordi afstemningen fra 2010 har hængt som et smertensbarn ved skødet af Fifa-ledelse, så at man nu på papiret har fået lavet en afstemning, som ser meget bedre ud, vil de tage med sig videre, siger Henrik Liniger

Vigtigt at få VM tilbage til Nordamerika

Det bliver en slutrunde, hvor 20 procent af kampene bliver spillet i henholdsvis Mexico og Canada, mens USA har de sidste 80 procent af kampene.

Dermed er det en turnering, hvor det er forventeligt, at man kommer til at se kampe i alt fra Guadalajara i Mexico, Montreal i Canada og så i de fleste storbyer i USA. Det er endnu ikke besluttet, hvor finalen skal afholdes, men stadioner i New York, Los Angeles og Dallas er blevet nævnt.

- Vi har kigget på, hvor VM skal placeres, hvis vi skal opfylde målet med at komme hele verden rundt, og det er snart 32 år siden i 2026, at vi har været i Nordamerika. Så det var egentlig den udslagsgivende årsag for os. Og så har vi selvfølgelig også kigget på både menneskerettigheder og infrastruktur, siger Jesper Møller.

Sidste gang VM-slutrunden var i Nordamerika var i 1994, hvor Danmark lige akkurat missede kvalifikationen i den kontroversielle kamp mod Spanien i Sevilla. José Marí Bakero blokerede for Peter Schmeichel og spanierne vandt 1-0.

Men forrige gang VM var i Nordamerika var i Mexico i 1986, hvilket var Danmarks første VM-slutrunde, og som siden er blevet vigtig i den danske fodboldhistorie.

- Nordamerika har stillet op med et bud med tre åbningskampe på samme dag i tre forskellige lande i tre tidszoner. Det bliver i hvert fald nyt og spændende, forklarer DBU-formanden Jesper Møller.

Udover den danske stemme var der 133 andre, som valgte at stemme på USA/Mexico/Canada-buddet, hvilket var 69 flere end Marokkos bud.