Et fælles nordamerikansk værtskab bestående af Mexico, USA og Canada skal være vært for VM i fodbold i 2026.
Det står klart efter en afstemning i Moskva blandt Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) medlemslande under Fifas kongres forud for VM i Rusland, der starter torsdag.
Det er første gang nogensinde, at værtskabet for VM bliver delt mellem tre lande.
Hensigten er at afholde tre fjerdedele af kampene i USA, mens Canada og Mexico hver skal være vært for ti kampe. Fra kvartfinalerne og frem vil kampene blive spillet i USA, skrev de tre lande i ansøgningen om værtskabet.
Konkurrencen om VM-værtskabet i 2026 stod mellem det afrikanske land Marokko og det nordamerikanske fællesskab. Mexico, USA og Canada fik 67 procent af stemmerne.
Danmark stemte på Mexico, USA og Canada, fortalte DBU's formand, Jesper Møller, tidligere til DR Sporten her.
/ritzau/