Engelsk straffehelt: ’Kun Falcao overraskede mig’

Målmand Jordan Pickford blev helten i Englands straffesparkssejr over Colombia.

Målmand Jordan Pickford blev helt for England, da de tirsdag slog Colombia i straffesparkskonkurrence. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Scanpix)

England er klar til kvartfinalen ved VM, hvor Sverige venter. Det står klart efter en dramatisk sejr over Colombia tirsdag aften, hvor en afgørelse måtte findes i straffesparkskonkurrence.

England har en rædselsfuld historik, hvad angår straffesparkskonkurrencer, men tirsdag lykkedes det at bryde forbandelsen, og det var i høj grad takket være målmand Jordan Pickford, der reddede to colombianske spark.

- Jeg har lavet en masse research. Falcao er den eneste, der ikke sparkede, hvor han plejer. Jeg er i ligeglad med, at jeg ikke er den højeste målmand i verden. Jeg har både styrke og smidighed, siger Jordan Pickford ifølge AP.

- Vi vidste, vi havde styr på den her kamp. Selv hvis den skulle gå i straffespark. Vi vidste, vi var i stand til at vinde, siger han.

Jordan Pickford havde gerne set kampen afgjort i ordinær tid, men dybt inde i overtiden fik Colombia udlignet. Det vigtigste var dog sejren, og nu venter Sverige for englænderne.

- Det var en skøn aften at vinde på straffespark. Ideelt var det ikke endt i straffesparkskonkurrence, men vi er henrykte på fansene og hele landets vegne. Det giver os tro på tingene frem mod Sverige-kampen, og vi skal direkte tilbage i arbejdstøjet i morgen (onsdag, red.), siger Pickford ifølge goal.com.

VM-kvartfinalen mellem Sverige og England spilles lørdag klokken 16.00. Du kan se kampen direkte på DR1.