22 år efter at Gareth Southgate brændte et skæbnesvangert straffespark i semifinalen ved EM-slutrunden i 1996, kunne han tirsdag aften se sit hold slå Colombia i en straffesparkskonkurrence og dermed sikre en plads i kvartfinalen ved VM.
Og det var ifølge den 47-årige Southgate ikke tilfældigt, at de rødblusede englændere trak det længste strå mod colombianerne.
Efter at have tabt seks ud af de seneste syv straffesparkskonkurrencer ved de store slutrunder, havde englænderne forberedt sig ekstra godt på netop denne disciplin før slutrunden i Rusland.
- Vi har trænet nok. Vi har været igennem processen, og vi har kontrol over det, siger Gareth Southgate ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg havde stor tiltro til spillerne, også selv om vi brændte, fordi jeg vidste, at vi ville redde et af deres, tilføjer han.
Harry Kane sendte englænderne på sejrskurs med et mål på straffespark i kampens 57. minut.
Tre minutter inde i dommerens tillægstid lykkedes det dog Colombia at få udlignet på et mål af Yerry Mina.
Ingen af holdene formåede at score i overtiden, og dermed skulle VM-slutrundens sidste ottendedelsfinale afgøres på straffespark.
Jordan Hendersons afbrænder på det tredje forsøg må have udløst dybe suk i hele fodboldengland.
Men i modsætning til tidligere slutrunder viste de resterende skytter stor selvtillid.
Eric Dier var manden, der endelig kunne bryde forbandelsen og sende England videre, da han passerede David Ospina i Colombias mål, efter to colombianske spillere havde brændt deres forsøg.
- Spillerne har virkelig udført alt det, vi har talt om, virkelig godt, og vi viste utrolig modstandskraft ved at rejse os efter en stor skuffelse i slutminutterne og holde hovedet koldt, siger Gareth Southgate ifølge Reuters.
/ritzau/