VIDEO Tourens brosten kan give sommerdag i helvede

DR Sporten har været ude på dagens Tour-etape for at se nærmere på de berygtede brostenspavéer.

Se hvad der venter rytterne på dagens brostensetape i Tour de France.

Tirsdagens 4. etape af Tour de France byder på syv frygtede strækninger med brosten, som mange nok kender fra klassikeren Paris-Roubaix.

DR Sportens udsendte har inden dagens etape været ude ved brostenspavé nummer 5, hvor han mødte den britiske cykelturist Nick Baxter.

-Det er ekstremt ujævnt. Man skal arbejde hårdt. Man skal køre i et tungt gear, så man kan glide hen over de toppede brosten. I slutningen af brostensstykket kan virkelig føle det i sine fingre, lyder Nick Baxters beskrivelse af de strabadser, der vil møde rytterne i dag.

Sidste år sørgede den senere Tour-vinder Vincenzo Nibali sammen med sin danske holdkammerat Jakob Fuglsang og etapevinderen Lars Boom for at sætte flere af klassementsrytterne godt og grundigt på plads på de nordfranske brosten.

- Sid afslappet på cyklen, når du kører på brosten. Det er det vigtigste, lyder rådet fra specialisten Lars Boom.

Håber på tørvejr

Den danske Lotto-Soubal-rytter Lars Bak har allerede været ude og teste den cykel, der skal bringe ham sikkert over dagens syv pavéer.

-Vi kan håbe på, at det holder tørt, så det ikke bliver ligesom sidste år, hvor det var enormt glat, udtaler Lars Bak.

Den tidligere Tour-vinder Chris Froome udgik på sidste års brostensetape.

Du kan følge 4. etape af Tour de France direkte på P3 og her på dr.dk/tour fra kl. 14.00. I indslaget over artiklen kan du få mere af vide om de frygtede brosten.