- Toppen af den frygtede mur i Huy er en fantastisk cykeldestination her i Belgien. Der er ved at blive banket op til en stor fest i eftermiddag, lyder det fra DR Sportens cykelkommentator Henrik Liniger fra målstregen i Huy, hvor dagens 3. etape af Tour de France afsluttes.
- Hvem der bliver vinder af festen er et godt spørgsmål. Et nærliggende bud vil være Alejandro Valverde, der tre gange har vundet forårsklassikeren Fleche-Wallone, som netop slutter på toppen af Mur de Huy.
Klassementryttere kan tage sekunder
Det er dog ikke kun den eksplosive spanske klatrer, der kan gå hen og lave noget stort på dagens etape. Den afsluttende stigning bør ifølge Hnrik Liniger også kunne animere flere af klassementrytterne til at tage sekunder på deres konkurrenter.
- Valverde, jo jo. Han skal selvfølgelig vise sig, men der er nok også nogle af klassementrytterne, der ser det som en mulighed for at vinde nogle af de tabte sekunder fra gårsdagens etape i Holland tilbage. Man kan ikke sammenligne dagens etape helt med Fleche-Wallone, da etapen er kortere, og man skal færre gange over muren i Huy.
- Men det bliver et flot cykelløb i et fantastisk dejligt vejr, lyder det til sidst fra cykelkommentatoren.
Følg dagens etape af Tour de France direkte på P3 og her på dr.dk/sporten fra kl. 14.00.