Skuffet Dideriksen efter 10. plads: ’De markerede mig hver eneste gang’

Forventningerne forud for omnium var store, men Amalie Dideriksen måtte tage til takke med en samlet 10. plads ved EM. Konkurrenterne holdt danskeren i kort snor.

(Foto: © Darko Bandic, Copyright 2018 The Associated Press. All rights reserved)

Det er blevet sværere at træde ubemærket rundt i velodromen for 22-årige Amalie Dideriksen, efter at danskeren tidligere i år hentede VM-sølv og -bronze i omnium og scratch.

Det var den danske banerytters umiddelbare konklusion efter en skuffende samlet 10. plads ved mandagens EM-finale i omnium.

Dideriksen forsøgte flere gange at køre afsted i den fjerde og afgørende disciplin, 20 kilometer pointløb, men måtte gang på gang konstatere, at hendes modstandere ikke ville give hende så meget som en centimeter.

- Jeg var lidt bagud inden pointløbet, men var rimelig fortrøstningsfuld i forhold til at gå ud og tage en top 5-placering. Men jeg havde bare nogen ryttere, der markerede mig hver eneste gang, jeg prøvede at køre afsted, fortæller Dideriksen, som måtte nøjes med en 12. plads i den sidste af omniumdisciplinerne.

- Det er klart, at der er kommet nogen flere øjne på mig her på det seneste, men det må jeg jo tage som et klap på skulderen. At de synes, jeg har et højt niveau. Nu får jeg ikke længere lov til at tage omgange. Jeg skal tage mig lov. Det er en del hårdere, og jeg havde ikke lige nok til at komme endegyldigt væk, fordi de markerede mig med det samme. Når man først har lavet resultater, kræver det lige det ekstra skridt, siger den 22-årige banerytter.

Håber på top 5 i parløb

I dagens første disciplin scratch hentede Dideriksen en ottendeplads, mens de efterfølgende tempo- og udskillelsesløb resulterede i henholdsvis en 10. og sjetteplads.

Danskeren var derfor pisket til at satse i det afsluttende pointløb, hvis hun skulle køre sig længere op i den samlede stilling.

- Jeg prøvede at gå ud og tage omgange for at rykke meget højere i klassementet i stedet for at køre på spurter og måske rykke frem til en syvende eller ottendeplads. Det ville være lidt det samme for mig. Jeg ville gerne endnu højere op, men det lykkedes ikke, siger Amalie Dideriksen til DR Sporten.

Tirsdag venter danskerens sidste opgave ved dette EM, når hun sammen med Julie Leth kører parløb. Og her satser Dideriksen på en lidt højere placering end i omnium.

- Jeg håber på, at vi kan køre ind i top 5. Man håber selvfølgelig altid på en medalje, men det er første parløb med Julie, og det bliver spændende, hvad vi kan gøre. Vi kan i hvert fald få set, hvor vi er lige nu i forhold til OL om to år, fortæller Dideriksen.

Tirsdagens program ved EM i banecykling starter klokken 12 dansk tid og kan følges på TV2 Sport.