Folsach roser 17-årig banekomet: ’Kanonflot han ikke sprang i luften’

Den danske duo med Casper Volsach og teenageren Oliver Wulff kørte en niendeplads hjem ved EM-finalen i parløb.

Casper Folsach (th.) roste sin makker Oliver Wullf, efter de to danskere havde kørt finale i parløb ved europamesterskabet i Glasgow. (Foto: © John Walton, PA Wire/PA Images)

En ung knægt i et felt af fuldvoksne, potente tempospecialister fra den absolutte europæiske top.

Nej, 17-årige Oliver Wulff vidste nok godt på forhånd, at han ikke kunne konkurrere på mængden af brysthår, da danskeren sammen med sin makker Casper Folsach ramte velodromen i Glasgow til finalen i parløb ved europamesterskabet.

Faktisk var EM danskerens debutmesterskab på seniorniveau og teenageren, der stadigvæk er juniorrytter, kunne godt mærke, at det var et markant spring.

- Der er færre og mere kortvarige ryk på juniorniveau. Her er der hele tiden høj topfart, så man skulle næsten være fremme allerede lige efter en spurt for at holde sig klar til den næste, fortæller Oliver Wulff, der fik vigtig erfaring med sig fra de 200 runders parløb, som endte med en samlet niendeplads til den danske duo.

- Det var sindssygt lærerigt at køre sådan et løb, og det er helt sikkert noget, jeg kan bruge fremover. Jeg havde okay ben, men det var bare nogle store drenge, jeg var oppe imod.

Efter finaleløbet var Casper Folsach ikke sen til at rose sin unge makker.

- Det var Olivers første finale, og jeg synes, at han kørte kanonflot. Han sparede sine kræfter til de rigtige momenter, sprang ikke i luften og kunne også spurte med til sidst. Så jeg er imponeret og synes, at vi kan tage herfra med oprejst pande, siger Casper Folsach til DR Sporten.

Håber på pointrettelse

Den danske finaleplan var at starte forsigtigt ud og prøve at køre med i nogle af de farlige ryk, der altid kommer mod slutningen. Den taktik lykkedes langt hen ad vejen, fortæller Casper Folsach.

- I første halvdel ville vi gerne gemme os nede i feltet og lade være med at bruge dumme kræfter. Og vi fik det ud af det, vi kunne og lavede ganske få fejl.

Efter at have kørt en stærk næstsidste spurt kunne Folsach sende Oliver Wulff ud på sidste del af parløbet í den forreste gruppering af feltet.

Her lykkedes det teenageren at sprinte sig ind som nummer tre og hente fire point, hvilket gav det danske par en samlet niendeplads i finalen. Selv er Folsach dog overbevist om, at Wulff overhalede de belgiske guldvindere kort før målstregen.

- Som jeg ser det, blev vi nummer to i den sidste spurt, hvilket gerne skulle bringe os op på seks point. Og hvis det gør det, synes jeg, at det er en rigtig god placering med tanke på, at det reelt er første gang, vi kører sammen, siger Casper Folasch.

Får det danske par rettet placeringen i den sidste spurt, stryger de forbi Østrig og Italien og op á point med Polen på sjettepladsen. Men i skrivende stund står danskerne altså noteret for en niendeplads.

Omnium-medalje giver selvtillid

I lørdags var der dansk islæt på EM-podiet, da Casper Folsach kørte en bronzemedalje hjem i omnium. Og med den oplevelse i frisk erindring har EM i Glasgow i den grad være en succesoplevelse for 25-årige Folsach, som føler sig stærk på cyklen for tiden.

- Jeg tager en god portion selvtillid med hjem. Selvfølgelig er medaljen højdepunktet for mig, men jeg synes også, at parløbet bekræfter, at jeg er i rigtig god form og føler, at jeg havde rigtig meget overskud både i parløb og i omnium. Der føler jeg helt klart, at jeg har rigtig meget bund og er én af de stærkeste, siger Casper Folsach.