Dansk EM-medaljehåb har brug for tid til at køre sig ind på banen

Der er forventninger om podieplaceringer, når det kvindelige banelandshold fredag indleder EM i Glasgow.

Amalie Dideriksen og resten af det danske banelandshold tager fredag hul på EM. Foto: ERIC GAILLARD/Scanpix 2018) (Foto: © Eric Gaillard)

Med en sølv- og bronzemedalje i omnium og scratch ved VM tidligere på året peger de fleste forventningsfulde øjne i retning af Amalie Dideriksen, når kvindernes banelandshold fredag indtager velodromen til EM i Glasgow. Et hold, der udover Dideriksen tæller Trine Schmidt og Julie Leth.

Og der er da også god grund til at have høje forventninger til det 22-årige danske cykeltalent, fortæller kvindernes banelandstræner Mathias Møller Nielsen.

- Hun er fint kørende og har et superhøjt niveau. Så selvom hun ikke skulle være fuldstændig i samme form som ved VM, er hun absolut en af favoritterne, specielt i omnium, siger han.

Dideriksens optakt har imidlertid ikke kørt fuldstændig som en velsmurt cykelkæde. For når man til dagligt kører på det hollandske storhold Boels-Dolmans, er der kamp om de hurtige cykelben, forklarer Martin Lollesgaard.

Han er med i Glasgow som træner for herrernes banelandshold, men har fulgt og trænet Amalie Dideriksen siden juniortiden.

- Hun har været meget aktiv på landevejen i år, og det er én af de ting, vi tror, der er godt i forhold til at udvikle hendes råstyrke. Men det er klart, at hun også har et professionelt landevejshold, der hiver i hende, og der skal enderne nå sammen. Lige midt i vores banetræningslejr var hun for eksempel nødt til at tage til London og køre et World Tour-løb, siger Lollesgaard, der mener, at Amalie Dideriksen stadigvæk mangler at vænne sig 100 procent til banecyklen igen.

- Udfordringen for Amalie er, at selve specialiseringsfasen op mod EM har været lidt forstyrret. Men nu skal hun køre pointløb to dage inden omnium, og det giver hende en mulighed for at kunne køre sig det sidste ind på banen. Og så er jeg sikker på, at hun både i omnium og parløbet med Julie Leth kan køre med om de spændende placeringer, lyder det fra Martin Lollesgaard.

OL spøger i kulissen

Når de bedste europæiske baneryttere på kvindesiden træder i pedalerne, er der mere end EM-medaljer på spil. Man befinder sig i et OL-kvalifikationsår, og det har fået de enkelte nationer til at skrue ekstra op på knapperne.

- Det spidser til. Alle vil hurtigst muligt sikre sig OL-billetterne, og derfor sender de også A-holdene allerede nu. Så vi skal ud og køre op til vores højeste niveau. Gør vi det, synes jeg også, at vi har niveauet til medaljer i både omnium med Amalie Dideriksen og Amalie og Julie Leth i parløb. Og det går vi også efter, skal jeg ikke lægge skjul på. Alt andet ville være useriøst, siger kvindernes banelandstræner, Mathias Møller Nielsen.

Det danske kvindelandshold i banecykling deltager i følgende discipliner startende fredag med parløbet:

  • Omnium - Amalie Dideriksen

  • Pointløb - Amalie Dideriksen

  • Parløb - Amalie Dideriksen og Julie Leth

  • 3.000 meter individuelt forfølgelsesløb - Trine Schmidt og Julie Leth

  • Scratch - Trine Schmidt

  • Udskilningsløb - Trine Schmidt