Der skal køres opad bakke, når Post Danmark Rundt-feltet i dag kører årets kongeetape i og omkring Vejle. Terrænet byder på adskillige højdemeter og ikke mindst turen opad den klassiske Kiddevej.
Tinkoff-Saxo-kaptajnen Christopher Juul-Jensen ser frem til mødet med den hårde stigning.
-Det er en ret famøs etape for os kørere. Specielt for os danske ryttere. Der er en vanvittig atmosfære, så at få muligheden for at køre cykelløb der, det er meget specielt, siger Christopher Juul-Jensen til DR.
Gørt klar til enkeltstart
Allerede inden Kiddevej er der lagt i ovnen til nogle hårde kilometer, og det kan få stor betydning for etapens udvikling, spår den danske rytter.
-Jeg tror bestemt, det kommer til at betyde, at løbet bliver åbnet noget tidligere end andre år. Man skal tænke på, at i dag(i går, red.) var 235 kilometer, så folk sidder måske allerede nu med trætte ben. Og med så krævende en rute kommer det helt sikkert til at betyde, at det bliver et hårdt cykelløb fra starten.
-Jeg håber, jeg kan holde mig til de forreste. Lars Bak, Lars Boom og de andre. Og hvis muligheden er der måske tage noget mere tid, så jeg sidder i en rigtig god position til enkeltstarten, siger han.
Christopher Juul-Jensen ligger inden dagens etape på femtepladsen i Post Danmark Rundt. 15 sekunder efter Lars Boom, der fører løbet.
Den 26-årige rytter vandt tidligere i år DM i enkeltstart.