VIDEO Bak planlægger angreb på kongeetapen

Lars Bak vil angribe på morgendagens kongeetape i Post Danmark Rundt, hvis benene er til det.

Lars Bak blæser til angreb i morgen - hvis han har benene.

Dagens 2. etape af Post Danmark Rundt sluttede i Aarhus, og det endte i en massespurt, som norske Edvald Boasson Hagen vandt.

Dermed er Lars Boom fortsat i føretrøjen med ni sekunder ned til den danske favorit Lars Bak. Han havde heller ikke regnet med at hente tid på dagens etape.

-Det var egentlig en meget nem etape. Der var ikke så meget vind derude, og det var meget kontrolleret. Der var nogle angreb på de sidste 50-60 kilometer, og jeg synes, hele holdet kom godt med og var med i alle angrebene. Det var en forventet massespurt, siger Lars Bak til DR.

Klar til Kiddesvej

Anderledes bliver det i morgen, når dette års kongeetape i Post Danmark Rundt skal køres. Etapen starter og slutter i Vejle, og dermed skal de berømte bakker omkring byen forceres.

-I morgen er den hårdeste etape, så der skal vi se, hvad benene er til, men man skal jo ikke bare angribe for at angribe. Hvis jeg har benene, så angriber jeg.

-Det er Kiddesvej og den omgang, så hvis man har benene, er det bare med at dampe derudad. Det er ikke så kompliceret i morgen. Det er hårdt og slutter opad, så det er med at køre, alt hvad man kan, siger Bak.

35-årige Lars Bak har aldrig tidligere vundet Post Danmark Rundt. Men det har været ganske tæt på.

De to seneste år er han således blevet nummer to efter først Wilco Kelderman og senest danske Michael Valgren.