VIDEO Ærgerlig Valgren: Kunne ikke køre fra Fuglsang

Tinkoff-Saxos Michael Valgren forsøgte at stikke på dagens Post Danmark Rundt-etape, men landsmanden Jakob Fuglsang (Astana) lukkede hullet hver gang.

Michael Valgren kom ikke i udbrud i dag - takket være Jakob Fuglsang.

I dag kørte Post Danmark Rundt-feltet 2. etape fra Ringkøbing til Aarhus. En etape, der sluttede i en massespurt, som norske Edvald Boasson Hagen vandt.

Undervejs på ruten forsøgte danske Michael Valgren at komme af sted i et udbrud, men Astanas Jakob Fuglsang gjorde livet surt for sidste års vinder af løbet.

- Jeg fulgte spurten, og så startede jeg med at angribe for at sætte pres på og angreb egentlig kontra på mig selv, så det var okay. Men Fuglsang var godt kørende og kørte mig ind hver gang.

Ville køre Astana trætte

-Det var fair nok, det skal han jo. Jeg var bare træt af, at jeg ikke kunne køre fra ham. Men det er svært at køre fra Jakob, han kører rigtig stærkt. Vi prøvede at sætte pres på som hold for at trætte Astana til de kommende etaper, og Christopher skulle bare igennem så nemt som muligt.

Selvom Michael Valgren vandt Post Danmark Rundt sidste år, er det i dette års udgave Christopher Juul-Jensen, der er kaptajn på Tinkoff-Saxo.

Juul-Jensen ligger i øjeblikket på fjerdepladsen i klassementet. 15 sekunder efter Lars Boom, der fører løbet. Bedste dansker er Lars Bak (Lotto-Soudal) på andenpladsen.