Den 18. august kunne DR fortælle, at der var foregået nogle lidt uldne ting i Aalborg i forbindelse med et cykelgadeløb.
Gadeløbet havde cykelstjernen Alberto Contador som det helt store trækplaster, og arrangøren Special Invite ville gerne give spanieren en god oplevelse.
Derfor henvendte direktør i Special Invite, Jonas Mikkelsen, sig til i hvert fald ét deltagende cykelhold og tilbød dem penge for at lade Contador vinde løbet.
Cykelrytterne blev hver tilbudt beskedne 1000 kroner for at lade sig tabe i cykelløbet. Altså ikke et astronomisk bestikkelsesbeløb.
Ikke arrangørens hensigt
I første omgang nægtede Jonas Mikkelsen at have forfattet den mail, som DR Sporten kom i besiddelse af, og som ledte til historien om fusk.
Men manden bag det aalborgensiske gadeløb ændrede siden forklaring og understregede, at der altså ikke var tale om et cykelløb, men nærmere et show, hvor de deltagende ryttere optrådte.
Den måde at se på tingene, var man ikke helt enig i hos DIF, der som idrætsforbund også er ledende organ for cykelsporten.
To års udelukkelse
I første omgang mente DIF, at der i bedste fald var tale om brud på det etiske regelsæt og i værste fald om decideret matchfixing. Det satte DIF sig 20. august for at undersøge.
Siden har blandt andre Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, udtalt sig kritisk i sagen. Han vil fremover være mere kritisk overfor kommunalt støttede arrangementer og udelukker ikke, at sagen kan få betydning for samarbejde mellem Aalborg Kommune og Special Invite.
I dag 6. oktober har Danmarks Idrætsforbund så valgt at anklage Jonas Mikkelsen matchfixing. DIF går efter to års udelukkelse fra cykelsporten til Mikkelsen.
Han har mulighed for at svare på anklagen frem til 19. oktober.