DIF anklager løbsarrangør for matchfixing

Danmarks Idræftsforbund anklager event-arrangør Jonas Mikkelsen for matchfixing i forbindelse med et gadeløb i Aalborg.

Løbsarrangør Jonas Mikkelsen anklages af DIF for matchfixing.

Den aalborgensiske event-arrangør Jonas Mikkelsen anklages for matchfixing.

Det har Danmarks Idrætsforbunds matchfixing-udvalg besluttet efter at have gransket omstændighederne i forbindelse med et cykelløb i Aalborgs gader i august. Det fortæller DR Nordjylland.

I optakten til løbet havde Jonas Mikkelsen lovet ryttere penge, hvis de ville lade den spanske cykel-stjerne Alberto Contador vinde.

Derfor indstilles arrangøren til to års udelukkelse fra alle arrangementer under Danmarks Idrætsforbund, siger Poul Broberg, der er idrætspolitisk chef og leder af matchfixing-sekretariaet.

- Det er klart, at to års udelukkelse jo er en alvorlig sag, siger han.

Kan anke i to uger

Jonas Mikkelsen har mulighed for at svare anklagen frem til den 19. oktober.

Han har dog tidligere sagt, at han ønskede at planlægge et show, hvor der ikke kunne spilles på resultatet. Men den undskyldning afvises af Poul Broberg.

- Vi tager sådan set ikke hensyn til, om der kan spilles på det eller ej. Vores regulativ er helt klart - vi vil ikke have nogen manipulering af sportsarrangementer i Danmark, siger den idrætspolitiske chef hos DIF.

Sagen behandles af idrættens særlige match-fixing-nævn, der ledes af advokat Torben Jessen. Nævnet behandlede i fjor 11 sager, der primært handlede om spil på aftalte resultater.