På et møde i dag har Danmarks Idrætsforbund besluttet at indlede en matchfixing-efterforskning mod gadeløbet i Aalborg, som blev kørt tirsdag aften.
Efterforskningen indledes efter DR Sportens afsløring af, at arrangøren har prøvet at fifle med resultatet, så løbets helt store trækplaster, Alberto Contador, vandt løbet. Det er sket ved at tilbyde flere af de andre ryttere i løbet penge.
- DIF’s matchfixing-sekretariat indleder nu en efterforskning af sagen, siger Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund.
Kan medføre sanktioner
Ifølge Niels Nygaard skal efterforskningen kaste lys over, om der kan rejses tiltale for matchfixing.
- Vi skal nu have afklaret om vores regelsæt er overtrådt, og om der på den baggrund skal rejses en decideret anklage om matchfixing, som eventuelt kan føre til sanktioner, siger han.
Han vil dog ikke spekulere i, hvilke sanktioner det får, hvis efterforskningen påviser matchfixing.
- Det må vi lade op til vores jurister at vurdere og vores eget system at finde frem til, siger han.
Etisk ser det skidt ud
Selvom Niels Nygaard vil afvente og se, hvad efterforskningen viser, så synes han stadig, at det er en meget dårlig sag.
- Etisk er det i hvert fald meget groft, det der er sket, og det er en overtrædelse af det etiske regelsæt, som vi kører med inden for idrætten, siger han.
Danmarks Idrætsforbund regner med at køre hele sagen internt og forventer ikke umiddelbart at melde den til politiet.