Giv stjernen en god oplevelse og lad være med at gøre jeres bedste. Det var humlen i et forslag, som en løbsarrangør fremsatte for flere cykelryttere ved et cykelgadeløb i Aalborg i går.
Tilbuddet blev dog trukket tilbage, efter rytterne nægtede at stille op til løbet under de vilkår.
Kritikken fra Dansk Idrætsforbund er hård i dag, men arrangøren siger til DR Sporten, at fremgangsmåden er ganske normal, når det kommer til den type løb andre steder i Danmark.
At uddele pengegaver for at sætte farten ned under gadeløb er ikke normalt. I hvert fald ikke i Hadsten, forsikrer løbsarrangør i Hadsten Jesper Tikiøb.
- Jeg kan på ingen måde sige, at jeg ved eller har hørt eller tror, at det er kutyme. For så ville resultaterne se helt anderledes ud, siger han til DR Nyheder.
Sejren går til den rette
Jesper Tikiøb har netop afviklet det årlige gadecykelløb i Hadsten, blandt andet med deltagelse fra den dobbelte Tour de France-vinder Chris Froome.
Men Froome løb ikke med sejren - det gjorde til gengæld danske Søren Kragh Andersen. Og den sejr taler sit tydelige sprog, mener Jesper Tikiøb.
- Jeg har lavet masser af landevejscykelløb og gadeløbet i Hadsten, som er en sindssyg hård rute, der er det den bedste mand, der vinder. Det er sådan, det er, siger han.
Anden holdning i udlandet
At den type aftalt spil, som blev forsøgt i Aalborg, finder sted andre steder i verden, vil Jesper Tikiøb dog ikke udelukke – selv om han ikke selv har oplevet det.
- Det er formentligt sådan, man gør i udlandet, fordi folk gerne vil have et show, og man har måske en lidt anden holdning til det, siger han.
- Jeg tror næsten, at folk også godt ved det, siger han og henviser til et løb, hvor Chris Froome slog den hurtigtkørende Peter Sagan i spurten Holland-Belgien – noget der sandsynligvis ikke ville ske uden aftalt spil.
Danske ryttere bedre end nogensinde
Men herhjemme får både internationale og danske cykelstjerner kamp til stregen - noget der ikke var tilfældet førhen, lyder det fra Jesper Tikiøb.
- Jeg synes i det hele taget, at det går rigtigt godt med løbene herhjemme, og specielt hos de unge talenter, som virkelig kører til den. Og profferne – uanset om de er udenlandske eller danske, de har svært ved at køre med, siger han.
- Det er udtryk for, at sporten er i bedre tilstand end år tilbage, hvor vi kunne se, at udlandsprofferne kunne komme herhjem og køre de danske amatører midt over. Sådan er det ikke mere.