Det var matchfixing, da en aalborgensiske event-arrangør Jonas Mikkelsen lovede penge til ryttere i et gadeløb i Aalborg, hvis de lod cykelstjernen Alberto Contador vinde løbet.
Det mener Danmarks Idrætsforbunds matchfixing-udvalg, som nu har indstillet, at Jonas Mikkelsen i to år udelukkes fra alle arrangementer under Danmarks Idrætsforbund.
- I og med jeg ikke har modtaget nogen skriftlig rapport fra den undersøgelse, som er lavet, så har jeg svært ved at kommentere det. Og det overrasker mig, at i journalister har fået noget at vide, inden jeg selv har fået noget at vide, siger Jonas Mikkelsen til DR Nordjylland.
Forventer gadeløb i 2016
Selve udelukkelsen fra arrangementer under Danmarks Idrætsforbund har Jonas Mikkelsen ingen kommentarer til.
- Jeg kan kun sige, at heldigvis bakker sponsorerne op om arrangementet, og vi arbejder videre og forventer at der er gadeløb igen i Aalborg næste år, fortæller han.
Sagen behandles af idrættens særlige match-fixing-nævn, der ledes af advokat Torben Jessen. Nævnet behandlede i fjor 11 sager, der primært handlede om spil på aftalte resultater.