Som sportsjournalist med cykelsport og atletik som to af mine hoved-stofområder, er en del af min arbejdstid gennem årene unægtelig gået med omtale og analyse af doping. Cykelsporten har fortjent taget sin store del af doping-tæskene, mens - og det har altid undret mig – atletikken er sluppet billigere i offentligheden.
For der har været nok at tage fat i. Dels i det historiske perspektiv med fx DDR-rekorder, der stadig står stensikkert 35 år efter de blev sat, dels med en stadig strøm af dopingsager, der nok bliver omtalt, men sjældent bliver analyseret helt til bunds, endsige sat ind i en sammenhæng. Her har pressen også en rolle, som ikke altid bliver udført så nidkært som når en cykelrytter viser sig at have snydt. Men det største ansvar ligger hos IAAF, det internationale atletikforbund, som ikke har magtet at holde styr visse landes forbund og trænere.
Nu lægges tallene sammen
Ganske vist kommer der ved alle mesterskaber en fin meddelelse til offentligheden om, hvor mange tests, der er blevet udført og at de alle har vist sig at være negative.
Men at renheden i sporten ikke stikker så dybt, har de fleste med lidt indblik i atletikken haft en fornemmelse af. Og den blev bekræftet i weekenden af et tysk dokumentarprogram og en britisk avis, som havde fået fingre i artige tal om de seneste mange års medaljetagere ved de store mesterskaber.
Tallet, at hver tredje medaljetager har mistænkelige prøver, er naturligvis voldsomt. Men ikke dybt overraskende, når man ser på antallet af egentlige dopingsager, pludselige afbud til mesterskaber, dopingsyndere, der vender tilbage som aktive bedre end nogensinde osv., der har været gennem den periode, som tallene dækker. Det er bare først nu, at nogen for alvor lægger to og to sammen.
Meget at analysere
Mit håb er, at disse afsløringer er den alarmklokke, som for længe siden har skullet ringe hos IAAF og visse nationale forbund. IAAF har – viser afsløringerne – masser af materiale i sin beholdning. Det må og skal nu analyseres grundigt og resultaterne lægges frem. Samtidig skal kontrollen med de nationale forbund og deres ledere styrkes. De nationale antidoping-tests og prøverne taget uden for konkurrence må og skal øges og koordineres bedre. Og i det hele taget er det tid til at anlægge en ny og helt klar kurs i forhold til både atleter og lande, der gang på gang bryder reglerne.
Heldigvis for IAAF er der mulighed for at det kan lykkes. Afsløringerne kommer kun få uger før en ny præsident skal vælges – Sergey Bubka eller Sebastian Coe. Uanset hvem af de to tidligere stjerne, der bliver ny chef for verdensatletikken, så er første opgave helt tydelig: Få ryddet op i dopingen.
Det kan gøre ondt og være ødelæggende for troværdighed og interesse på kort sigt. Det er cykelsporten et eksempel på, men den lever altså stadig, også efter skandalerne og oprydningen.
Atletikken må have vovemodet til at rydde op og få snavset frem i dagens lys.