Atletikforbund: Straf trænere og ledere

Dansk Atletik Forbund har et bud på hvordan man kommer doping til livs atletik.

Ifølge Dansk Atletik Forbund skal ledere og trænere fremover straffes for doping. (Foto: © Matthew Lewis, 2014 Getty Images)

Man skal ikke kun fokusere på straf og udelukkelse af atleter, hvis man vil den massive dopingproblematik til livs i international atletik.

I stedet skal man se på, hvordan man får fat i dem, der trækker i trådene i kulisserne.

Sådan lyder et forslag fra Dansk Atletik Forbund efter den tyske TV-station ARD og den engelske avis The Sunday Times har afsløret, at hver tredje OL- og VM-medalje, der blev vundet i perioden 2001 til 2012 i udholdenheds-discipliner blev vundet af atleter, der har afleveret "mistænkelige" blodprøver.

- Vi har i Dansk Atletik Forbund leget med tanken om, hvad der egentlig vil ske i idrætten, hvis formænd, direktører, sportschefer i forbund blev udelukket, hver gang der var et passende antal dopingsager i deres land. Det er en tanke, vi synes er interessant, siger Jakob Larsen, direktør i Dansk Atletik Forbund, til DR Sporten.

- Vi kan ikke blive ved med bare at slå hårdere og hårdere ned på atleterne, for der dukker bare nye op. Dem der sidder og træffer beslutningerne i kulissen, det er dem, vi skal have fat på. Det er jo helt tydeligt, at der sidder folk på positioner i forbund og i andre ledelsesorganer inden for idrætten, der har en viden, som de ikke agerer på og det skal have konsekvenser, fortsætter Larsen.

Dansk Atletik Forbund vil nu sætte dopingproblematikken på dagsordenen i forhold til det forestående præsidentvalg i det internationale atletikforbund, IAAF.

- Nu skal vi studere den her udsendelse igen, og så vil vi tage kontakt til de respektive kandidater og sige: hvad er jeres reaktion, hvad agter I at gøre ved her, hvordan vil I reagere, forklarer Jakob Larsen.

Han understreger samtidig, at han ser hele emnet som det vigtigste i præsidentvalgkampen.