Gode idéer kommer sjældent dumpende ned fra himmelen. For at få en god idé til, hvordan man løser eller udbedrer et problem, skal man typisk vide noget om problemet og arbejde systematisk med det.
Det kan man komme til, hvis man følger designprocesmodellen. Her skal man først sætte sig ind i sin designudfordring, så undersøge sit problem, før man begynder at idéudvikle og måske konstruere noget.
Og netop dét bliver eleverne guidet til at gøre i artiklerne Knæk forbruget, Knæk plastikken og Knæk transporten.
Du kan støtte eleverne i den kreative proces ved at gøre dem bevidste om delprocesserne, sætte tid af til hver af delprocesserne og ikke mindst ved at spørge ind til deres arbejde med dem.
For at hjælpe eleverne kan du også printe en hjælpeguide til designudfordringerne Knæk forbruget, Knæk plastikken og Knæk transporten.
Hvordan er jeg en god facilitator?
Som facilitator skal du gerne stille spørgsmål, der får eleverne til at reflektere, give dem nye idéer og i sidste ende nå deres mål. Du kan for eksempel spørge:
”Hvad kan I ellers gøre for at undersøge problemet?”, ”hvad synes I er vigtigst?”, ”hvorfor?”, ”hvordan kan teknologi hjælpe?”, ”hvad kan I bruge?”, ”hvordan kan man ellers gøre det?” og ”hvordan kan det blive endnu bedre?”
Hvis svaret er "det ved vi ikke", så bed dem om at tænke noget mere over det, eller gå tilbage til undersøgelsesfasen. De kan for eksempel søge inspiration i værktøjskassen med koder til BBC micro:bit, gå på YouTube eller bede om hjælp i et internetforum.