Prøv at være musestille. Og lyt så.
Der er utallige lyde omkring dig hele tiden – selv i et stille klasselokale. Måske kan du høre fuglekvidder fra skolegården? Eller en lydløs telefon, der vibrerer i en skoletaske?
Lydene sender signaler til din hjerne, og de påvirker dig.
Måske vækker lyden af fuglekvidder rare sommerminder. Og vibrationer fra en telefon sender signal om, at nogen vil i kontakt.
Lyd er usynlige trykbølger, der bevæger sig gennem luften.
Du sætter hele tiden luftmolekyler i bevægelse. Det sker, når du snakker, slår i et tastatur eller bladrer en side frem i en bog. De luftmolekyler er usynlige vibrationer, der skubber til andre molekyler igen og igen, indtil de når dit øre.
Mennesket hører lyde, når vibrationerne når trommehinden i øret. Trommehinden forstærker lyden inde i øret og sender en besked til hjernen.
Vil du vide mere om, hvad lyd er? Find mere om lyd i natur & teknologi-forløbet ’Lydens verden’ og modulet 'Hvad er lyd?'.
Lyde kan grundlæggende opdeles i to kategorier: De naturlige og de teknologiske.
Kuk-kuk, snoooork og lyden af et æble, der bliver spist. De hører til i den naturlige kategori af lyde.
Og så er der den anden kategori, som består af computerskabte, teknologiske lyde. Det kan være lyden af en brandalarm, skoleklokken og en notifikation på din mobil.
Se videoen, hvor Jonas Madsen fra DR Ultra er på jagt efter teknologiske lyde.
Som Jonas fortæller, er de teknologiske lyde skabt for at hjælpe mennesker.
Når skoleklokken eksempelvis ringer, så sender den signal om, at lektionen enten starter eller slutter.
Det er smart, for så behøver du ikke hele tiden holde øje med tiden.
Elevopgave Gå en tur på skolen i fem minutter. Notér alle de naturlige og teknologiske lyde, du lægger mærke til. Lav herefter en fælles optælling i klassen, hvor I tæller, hvor mange forskellige lyde, I kunne høre.
Sidder du ved din computer lige nu? Kanon! Der virker Jonas' quiz nemlig bedst.
På med hørebøfferne og quiz med i Jonas' lyddagbog.
Elevopgave Hvilke lyde lytter du selv til i løbet af en dag? Tegn din egen lyddag i tegneserien her og markér, om lydene er naturlige eller teknologiske.