"Stå ret... Træd an... Se lige ud!"
Folk, der arbejder i militæret, er vant til at følge en kommando.
Når man koder, arbejder man også med kommandoer. Man fortæller sin computer, hvad man vil have den til at gøre. Og man skal være ret præcis, for sådan en computer kan ikke tænke selv.
Når man koder, gør computeren nemlig kun det, du beder den om. Og den gør det kun i den rækkefølge, du beder den om. Kodning er altså et kommandosprog, der fortæller en computer, hvad den skal gøre.
Nu skal du kode dit eget beat – altså din helt egen rytme.
Heldigvis har ultra:bit's kodeeksperter snydt lidt med koderne hjemmefra!
De har nemlig allerede lavet en masse kommandoer, som du kan bruge i et kodeprogram som Scratch eller CodingLab.
Kodeeksperterne har nemlig kodet en beat-sequencer. En sequencer er en rækkefølge af lyde, der bliver gentaget igen og igen. Du kan tilføje lyde på sequencerens tomme pladser, så det bliver til et beat.
Eksperterne har tilføjet de kommandoer, man på kodesprog kalder "blokke". Blokkene styrer, hvornår bestemte lyde bliver afspillet. Blokkene styrer også tempoet, lydene bliver afspillet i.
Se videoen, hvor en af ultra:bit's kodeeksperter viser, hvordan du kan kode dit eget beat.
Du skal nu slippe kreativiteten løs og skabe dit helt eget beat. Det skal du gøre ved at tilføje dine egne naturlige og teknologiske lyde til dit beat.
I et computerspil kalder man de ting, som kan sige lyde eller bevæge sig, for en sprite. I Fortnite er sprites eksempelvis våben, kasser og bilerne.
Når du skal kode dit eget beat, skal du oprette dine egne sprites i et kodeprogram. Dine sprites skal du kode til at afspille en lyd.
Videoen viser, hvordan du kan tilføje nye sprites til dit beat. Du kan også se, hvordan du tilføjer lyde til en sprite.
Elevopgave Du skal lave et personligt beat. Åbn beat-sequenceren i Scratch eller i CodingLab på SkoleTube.
Beat-sequenceren er allerede kodet med sprites og lyde, som du skal bruge til at lave dit personlige beat med.
Du skal:
- •
tilføje nye sprites til dit beat.
- •
tilføje naturlige og teknologiske lyde til dine sprites.
Gense videoerne eller brug pilene i de to guides til at læse, hvordan man gør.