2024 har været de kvindelige musikeres år. Sådan ser det ud, hvis man kigger på priser, salgstal og turnéer på internationalt plan.
Sådan forholder det sig bare ikke rigtig herhjemme i Danmark.
Det viser dette års Spotify Wrapped, der netop er landet og afslører, hvad der er blevet lyttet mest til på streamingplatformen både herhjemme og på verdensplan.
Der er ikke en eneste dansk kvinde på listen over de mest streamede artister i Danmark. Og kun en enkelt sang lavet af en dansk kvinde på listen over de mest streamede sange i Danmark i år.
Og det er ærgerligt, mener Kasper Reippurt, der er radiovært på P3-programmet 'Residensen'.
- Danmark har ikke i lige så høj grad som udlandet rykket deres musikalske præferencer. Dem, der ligger i top ti, har ligget der i mange år, siger han.
For det er stadig navne som Tobias Rahim, Gilli og Kesi, der dominerer de danske top ti-lister, og på den måde synes Kasper Reippurt, at man kan sige, at den danske musikbranche er gået lidt i dvale.
- Det virker til, at der globalt set har været en større velvillighed i forhold til at lukke nye tendenser og nye strømninger ind, hvor vi i Danmark bare har reproduceret, hvad vi plejer, forklarer han.
- Jeg er helt oprigtigt ret overrasket over, at Mumle er den eneste danske kvinde, der er på listen over de mest streamede sange i Danmark (med sangen 'Det modsatte'). For vi har virkelig haft nogle stærke kvindelige navne i 2024, som har hittet rigtig godt i Danmark.
Ifølge Kasper Reippurt fortæller Spotify Wrapped 2024, at der ikke er noget, der tyder på et nybrud i dansk musik. Årets liste kunne næsten lige så godt være en kopi af tidligere års lister.
- Det er den samme genre og den samme lyd. Det tyder på, at vi i Danmark er glade for bekvemmeligheden ved musik. Vi kan lide det, vi i forvejen kender og er trygge ved.
Gilli er kongen – igen igen igen
For sjette år i træk er det da også danske Gilli, der er den mest spillede artist i Danmark på Spotify.
- Jeg synes i virkeligheden, at det siger mere om Gilli, end det siger om danskerne. Han følger med tiden, og vi er bare stadig vildt glade for Gilli og det, han repræsenterer, siger Kasper Reippurt.
Derudover indtages listen over de mest spillede artister i Danmark af navne som Kesi, Lamin, Benny Jamz – og Taylor Swift.
Men på 10. pladsen har Kanye West sneget sig ind som den eneste internationale rapper.
- Han er jo et menneske, der konstant er i mediernes søgelys, fordi han er så kontroversiel, og det har en effekt på streaming i den her sammenhæng. Samtidig er han aktuel, fordi han har udgivet et nyt album. Jeg tror, at folk har været nysgerrige på at høre, hvordan Kanye West lyder i 2024, fortæller Kasper Reippurt.
På listen over de mest spillede sange i Danmark er den dansksprogede musik dominerende, og her spotter Kasper Reippurt ligeledes en særlig tendens: Vi skuer mod fortiden.
- Folk har været glade for at genbesøge ældre musik. Det er et produkt af TikTok og Instagram, hvor en sang er ny, når du hører den for første gang, og hvor det ikke handler om, hvornår den er udgivet, siger han.
Det er blandt andet Thor Farlov og Noah Carters remake af Danskeorkestrets 'Himmel og jord' på deres nye sang 'Alt det', og Ankerstjerne og Daniel Schulz, som har lavet en opdateret version af Panamahs 'Børn af natten'.
- Artisterne lugter, at TikTok-brugere graver gamle klassikere frem, så det er lige til højrebenet. På den her måde præsenterer man klassikerne til en ny målgruppe, forklarer Kasper Reippurt.
Ifølge Spotify har der derudover været en stigning på 12 procent i streaming af dansk musik i Danmark – et tal, der allerede lå højt sidste år. Sidste år var der syv danske musikere på listen over de ti mest streamede kunstnere i Danmark. I år er det tal otte.
'Hun har bare fortsat dominans i verden'
En enkelt dansk kvinde har dog sneget sig ind på listen over de mest streamede sange i Danmark. Nemlig Mumle og hendes sang 'Det modsatte', som hun udgav i september 2023.
'Det modsatte' er jyske Mumles debutsingle, og hvis du spørger Kasper Reippurt, vidner det om, hvor hurtigt det kan gå på streamingtjenesterne.
- Du kan som ny artist gå fra 0 til 100 og stemple ind på niveau med de mest etablerede i den danske branche. Jeg forestiller mig, at det havde været sværere for 20 år siden at eksplodere på den her måde med en debutsingle. Det viser meget godt folkets magt, fordi det hele er skubbet af brugerne, forklarer Kasper Reippurt.
Både globalt og herhjemme i Danmark er Taylor Swift også allestedsnærværende. Hun er den mest streamede artist i verden igen i år, og herhjemme lander hun på en fjerdeplads over de mest streamede artister.
- 2024 har bare været et kæmpe stort år for Taylor Swift, siger Kasper Reippurt.
Og det ser ikke ud til at stoppe lige foreløbigt.
- Hun har bare fortsat sin dominans i verden. Jeg har svært ved at se, hvem der kunne overgå det der. Hun har så voldsom en magt, at det kun kommer til at ske, hvis hun selv trækker stikket eller jokker i spinaten, for hendes fans er trofaste, og de bliver ved hendes side, siger han.
Derfor kan han heller ikke se, hvordan nogen af de andre mest streamede kunstnere i verden – The Weeknd, Drake, Billie Eilish og Bad Bunny – vil kunne komme til at slå hendes streamingtal. Netop fordi Taylor Swift og hendes "Swifties" er så magtfulde.
Samtidig er den mest streamede sang i verden i år på Spotify også lavet af en kvinde. Det er nemlig Sabrina Carpenter med sangen 'Espresso'.
Sabrina Carpenter er ikke et nyt navn i branchen, og 'Espresso' er da også at finde på hendes sjette album, 'Short n' Sweet', som udkom tidligere i år.
- Jeg er overrasket over, hvor voldsomt Sabrina Carpenter er blevet streamet. Ikke fordi hun ikke er dygtig, men kigger vi på hendes karriere, så har hun været i gang i mange år, og det er først i 2024, at hun virkelig er eksploderet. Det er overraskende, at man med sit sjette album springer i luften på den måde, siger Kasper Reippurt.
Mens de internationale streamingtal tegner et tydeligt billede af, at kvinderne har domineret globalt i år, så håber Kasper Reippurt på, at det også snart smitter af på Danmark.
- Den her ligger ikke hos de kvindelige musikere. Den ligger hos dig og mig som forbrugere, for der sker noget globalt lige nu med kønsubalancen. De fem mest streamede albummer i verden er lavet af kvinder, så man kan håbe, at det smitter af herhjemme, siger han og fortsætter:
- Jeg tror og håber på, at vi næste år ser flere kvinder på listerne.