Skal I giftes den 11. juni 2016? Så er det jer, som P4 leder efter. DR Symfoniorkestret og DR Vokalensemblet udskriver nu i samarbejde med P4 en konkurrence, hvor det er muligt at vinde musikere og sangere fra DRs kor og orkestre til sit eget bryllup.
Det er ikke hver dag, at man kvit og frit får stillet dusinvis af sublime orkestermusikere, samt 18 af Danmarks bedste sangere til sin rådighed. Ikke desto mindre er det præcis, hvad der er på højkant, når danmarkshistoriens måske største musikalske gave uddeles på P4 til et brudepar et sted i Danmark lørdag den 11. juni.
Denne dag kommer DR Symfoniorkestret og DR Vokalensemblet nemlig ud af DR Koncerthusets vante rammer og ud til danskerne. Musik kan sætte lyd til livets største begivenheder og være med til at skrue op for kærligheden og store oplevelser. Og hvilken begivenhed er bedre til det end et bryllup:
”Et bryllup er jo i forvejen et af de største øjeblikke i de flestes liv, men vi vil gerne være med til at gøre oplevelsen endnu større ved at lade nogle af Danmarks dygtigste musikere og sangere akkompagnere dagen og alle de store følelser, den rummer”, siger P4-redaktør Lars Daneskov.
Den gode historie kan udløse den store præmie
Konkurrencen bliver sparket i gang på P4 i næste uge i programmet ’Formiddag på 4’eren’, der vælger det heldige brudepar ud fra forskellige kriterier: Brylluppets type, størrelse og geografiske placering spiller ingen rolle. Det, der bliver lagt vægt på, er at finde det brudepar og det sted, der har en god historie, et brudepar, der har lyst og som kan rumme lidt mere virak end ved et normalt bryllup.
Et bryllup, hvor den store musik kan gøre oplevelsen endnu større
Skal det være jeres bryllup? Så skriv lidt om jer selv og jeres bryllup på maksimalt én A4-side og send det til bryllup@dr.dk. Deadline for indsendelser er den 5. april, og vinderbrylluppet offentliggøres den 13. april på P4.
Hvordan mødte I hinanden? Hvordan skete frieriet? Hvor skal I holde brylluppet og hvorfor der? Hvor mange gæster skal med? Og hvorfor faldt valget på datoen den 11. juni? Besvar spørgsmålene og send gerne billeder med.
P4 involverer, udover DR SymfoniOrkestret og DR VokalEnsemblet, en bryllupskoordinator, som hjælper med at skræddersy musikken til jeres bryllup.
Måske spiller en strygekvartet, mens bruden prøver kjolen den sidste gang? Måske skal lerdueskydningen til jeres polterabend akkompagneres af blæsere? Og på selve dagen bliver gæsterne måske hilst velkommen før vielsen af en blæserkvintet…?
Måske holder vi en større offentlig koncert, dedikeret til brudeparret, efter vielsen. En koncert under receptionen? Eller hvad med underlægningsmusik til maden?
Og så er der selvfølgelig også mulighed for at få "brudevalsen" for fuld musik! Mulighederne er mange, og det er næsten kun fantasien, der sætter grænser.
Se DR Symfoniorkestret og DR Vokalensemblet her og lad dig inspirere:
Vinderne af konkurrencen gøres bekendte med og accepterer, at de i månederne op til brylluppet den 11. juni 2016 skal deltage i interviews med DR, ligesom DR skal have adgang til at filme bryllupsforberedelserne samt være til stede og filme til brylluppet. Rettighederne til disse interviews og optagelser tilfalder DR uden tidsmæssig begrænsning og uden at vinderne modtager vederlag herfor. Rettighederne til de nævnte optagelser og interviews giver DR ret til at udsende disse på samtlige DR’s platforme, herunder men ikke begrænset til, TV, radio, DR’s hjemmeside og sociale medier.