DR SymfoniOrkestret på PULSAR-festivalen

10. marts kl. 19.30: For første gang deltager DR SymfoniOrkestret i festivalen for ny musik, Pulsar. Alle kan komme gratis med.

DR Symfoniorkestret spiller på Pulsar. (Foto: © Per Morten Abrahamsen)

DR SymfoniOrkestret deltager i denne uge for første – men ikke sidste – gang i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums stort anlagte festival for ny musik, Pulsar.

”Det er vigtigt for landets nationale orkester at deltage i udviklingen af den store talentmasse, der er i det danske komponistmiljø, og vi ser frem til samarbejdet med de unge komponister,” siger DRs kor- og orkesterchef Kim Bohr.

Tre uropførelser

Ud over de tre uropførelser af værker af Aya Yoshida, James Black og Martin Stauning får Christian Winther Christensens Chromatische Weltmusik omsider sin danske førsteopførelse, efter at den planlagte uropførelse med DR SymfoniOrkestret på Komponistforeningens store 100-års-jubilæumsdag dramatisk måtte aflyses, da stormen Bodil i 2013 rasede over Danmark.

Dansk musik gør sig stadigt stærkere på den internationale scene, og Poul Ruders er et fornemt eksempel på en komponist, der først og fremmest opfattes som verdensborger. Hans værk Tundra bliver center-aksen i programmet. Koncerten bliver dirigeret af den amerikanske dirigent Brad Lubman, der udover sit dirigent-virke også er stærkt efterspurgt som lærer og komponist.

Der er gratis adgang til koncerten torsdag den 10. marts klokken 19.30 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på Frederiksberg, og koncerten sendes direkte i P2.

kl. 18.30 er der koncertintroduktion i Carl Nielsen Foyeren, hvor man kan møde komponisterne.

Medvirkende:

DR SymfoniOrkestret Solister: Bjarke Mogensen, accordeon, og Toke Møldrup, cello Dirigent: Brad Lubman

Program:

MARTIN STAUNING:

Burlesque (2016) uropførelse

Ouverture - Dance - Applause

POUL RUDERS:

Tundra (1990)

CHRISTIAN WINTHER CHRISTENSEN:

Chromatische Weltmusik

(ohne fremde Elemente) (2013)

dansk førsteopførelse

JAMES BLACK:

Ground Moves (2015) uropførelse

Funereal - Romanza - Isotope

AYA YOSHIDA:

Double-face (2015) uropførelse

Læs mere her