’Tæt på Sandheden’ skifter kanal og sætter al fokus på valget

De kommende uger sender det politiske satireprogram ’Tæt på Sandheden’ et ekstra afsnit om ugen. Programmet med Jonatan Spang i spidsen sætter 100 procent fokus på valgkampen, og for første gang er programmerne rykket over på DR1.

'Tæt på Sandheden' har premiere på DR1 fredag den 7. oktober klokken 21.25 og programmet sender et ekstra afsnit om ugen i valgperioden.

Statsminister Mette Frederiksen har trykket på den famøse valgknap, og tirsdag den 1. november skal danskerne til stemmeurnerne. I de kommende uger sætter DR fokus på valget på tværs af platformene, og visionen er ’at holde danskerne i hånden og politikerne i ørerne’.

Er du én af dem, der er glad for samfundskritisk satire, hvor ugens højaktuelle nyheder bliver taget under kærlig, men bestemt behandling, er der samtidig godt nyt til dig.

Komiker Jonatan Spang og resten af holdet bag de politiske satireprogrammer ’Tæt på Sandheden’ styrker sendefladen frem mod valget.

Fredag den 7. oktober havde ’Tæt på Sandheden’ premiere på DR1 klokken 21.25, og de kommende uger vil holdet bag også sætte ind med et ekstra onsdagsprogram, hvor Jonatan Spang 100 procent følger folketingsvalget med satiriske nyheder og analyser.

Komikeren fortæller, at han vil vende de store valgtemaer, kigge politikerne efter i sømmene og pege på de absurditeter, der helt naturligt følger i kølvandet, når nærmest alle politikerne lover at løse alt muligt mellem himmel og jord.

- Politisk satire kan, når det er bedst, udstille et hykleri ved hjælp af humor, som den klassiske nyhedsjournalistik af gode grunde ikke kan. Vi kan tillade os noget andet – og det gør vi. Jeg tror, at vores programmer kan ses som et underholdende supplement til de andre valgprogrammer på DR’s platforme, og måske kan give de folk lyst til at dykke længere ned i nogle specifikke emner, siger Jonatan Spang.

Ingen partier går fri

I de kommende uger fokuserer ’Tæt på Sandheden’ udelukkende på dansk politik og på de mange – også tomme - løfter, som politikerne vifter om sig med i valgkampen. Jonatan Spang dissekerer tsunamien af politiske overskrifter, ’så danskerne ikke selv behøver at få beskidte fingre’, som han siger.

Alle partierne bliver skåret over én kam, og hverken røde, blå, grønne eller andre partier på farvepaletten kommer til at gå fri.

Lasse Bjørch er DR’s redaktør på ’Tæt på Sandheden’, og han er glad for, at DR også kan tilbyde danskerne politisk satire.

- Folketingsvalget er en essentiel del af et velfungerende demokrati, og det er vigtigt for os, at vi får alle danskere med. I ’Tæt på Sandheden’ tilbyder vi seerne en anden tilgang til dansk politik, som forhåbentlig vil være med til at engagere danskere på tværs af alder og køn, siger han.

Det næste valgafsnit af ’Tæt på Sandheden’ sendes fredag den 14. oktober klokken 21.25 på DR1 og DRTV. Programmet bliver også sendt på DR2 lørdag den 15. oktober klokken 21.00.