Amalie Hovøre har været en del af et stort projekt.
De seneste to år har hun brugt på dokumentarserien ’Velkommen til frontlinjen’, der gennem seks afsnit koger 30 års dansk krigsdeltagelse ned til et seks timer langt indblik i Danmarks deltagelse i krigene på Balkan, i Irak og Afghanistan.
Amalie Hovøre fra DR er co-instruktør på dokumentaren, der er lavet af produktionsselskabet Hansen og Pedersen. Hun har lavet dokumentaren i samarbejde med konceptuerende instruktør Anders Riis-Hansen og co-instruktør Laurits Nansen.
- Det er et kæmpe projekt, som Anders Riis-Hansen og Laurits Nansen startede for fire år siden. Det er et omfattende arbejde at formidle 30 års krig, og derfor hoppede jeg med på dokumentaren for to år siden, beretter Amalie Hovøre.
Co-instruktøren har primært beskæftiget sig med krigene i Irak og Afghanistan. Det har været et kæmpe arbejde at sætte sig helt ind i, hvad der er sket under krigene, men også efterfølgende at vælge, hvilke historier og nedslagspunkter der var vigtigst at fortælle om:
- Vores ambition har været at få sat gang i en samtale om de seneste 30 års krig og se på, hvordan vi er gået fra at være fredsbevarende til at være en krigsførende nation, for det overblik er ikke rigtigt lavet før. Serien er et forsøg på at se tilbage på krigene og se, hvilken læring vi kan drage af dem, siger hun.
Tid til sårbare historier
For at samle information om krigene har Amalie Hovøre været i kontakt med Forsvaret og arbejdet sammen med nuværende og tidligere danske soldater, der har været udsendt. Men det har ikke altid været lige nemt:
- Forsvaret er bare et lukket miljø. De har det generelt svært med journalister, fordi det oftest er dårlige historier, der kommer ud. Det skal ikke lyde som en kritik af Forsvaret - det er bare sådan, det er. Det er et lukket miljø af en grund. Det gælder også veteranerne, for de har været vant til, at det er nemmest ikke at udtale sig om deres oplevelser til journalister.
En stor del af Amalie Hovøres job har derfor bestået i at skabe tillid og et bånd til veteranerne, og det har været vigtigt for produktionsholdet at gå roligt frem:
- Selvom det er 20 år siden, nogle af soldaterne var udsendt, holder de stadig meget sammen. Vi har prøvet stille og roligt at banke på døren, men vi har stadig ikke vidst, hvem vi har ringet til. Når jeg har ringet en veteran op, har jeg ikke vidst på forhånd, om jeg ringede til en, der havde det svært, eller om jeg ringede til en, der havde lagt det bag sig, siger hun og forklarer:
- Derfor har det handlet rigtig meget om at mærke efter. Det givende ved det her projekt er, at der har været tid til det. Vi har haft fire år til at håndtere sårbare mennesker, og det har været nødvendigt. Hvis vi ikke havde haft den tid, havde projektet ikke kunnet lade sig gøre, og så havde vi ikke kunnet passe ordentligt på vores kilder.
Og netop den tid har betydet meget for Amalie Hovøre og de medvirkende i dokumentaren:
- Det har været enormt berigende og et stort privilegie at få lov til at lave et stykke arbejde, hvor vi har haft tiden til at komme tæt på kilderne. Jeg synes, vi har kunnet følge med og give vores kilder tid, plads og rum. Hvis der for eksempel var en kilde, der ikke svarede i tre uger, var det helt okay – så har vi ventet på, at de blev klar til at svare. Det kan man jo ikke i de fleste andre produktioner. På den måde har det virkelig været en god proces.
Nogle interviews har taget flere dage
I dokumentaren deler veteranerne nogle meget sårbare situationer fra deres deltagelse i krigene, og det har været særligt for Amalie Hovøre at være en del af:
- De her historier og mennesker har rørt mig dybt, og vi har haft nogle virkelig intense øjeblikke under vores interviews. Vi har lavet optagelserne med ’eye direct’, som er noget kameraudstyr, der får det til at ligne, at interviewpersonen kigger lige ind i kameraet, men i virkeligheden har veteranerne kigget direkte på mig. Det har været noget helt særligt, at vi faktisk har kigget hinanden i øjnene under vores interviews.
I hele processen har det været vigtigt for produktionsholdet at skabe de bedste rammer for de medvirkende:
- De fleste interview er lavet hjemme hos de medvirkende selv, blandt andet for at skabe trygge rammer. Det har været nogle lange og spændende dage, hvor vi har taget den tid og de pauser, der har været brug for, siger Amalie Hovøre. Hun tilføjer:
- Vores interviews har varet mellem to og seks timer, og nogle har taget flere dage.
Amalie Hovøre er taknemmelig for, at kilderne har villet medvirke i dokumentaren, og hun har også været glad for, at kilderne har fået noget ud af at fortælle deres historier:
- Mange af vores kilder er glade for, at det her ikke går i glemmebogen, og at de har muligheden for at fortælle deres egne historier eller deres familiemedlemmers. Det kan godt være, der er nogle til familiefrokosten, der spørger dem om deres tid i krig, men der er jo ikke nogen, der normalt spørger ind til det i seks timer. Vi har fået talt om nogle ting, som mange har fortalt om i mange år, men som de måske aldrig har fået åbnet helt op omkring.
Fra gamle VHS-bånd på loftet til Forsvarets arkiv
I dokumentaren er der blevet brugt mange filmklip, der alle er blevet fundet frem fra forskellige arkiver. Ifølge Amalie Hovøre har arbejdet med at finde arkivmaterialet fyldt rigtig meget:
- Det har været virkelig omfattende. Vores arkiv er bare blevet ved med at vokse sig større og større - vi har over 300 timers arkivmateriale. DR’s mediearkiv har hjulpet os med at finde materiale, men vi har også fået klip fra BBC, TV 2 og mange andre internationale tv-stationer.
Co-instruktøren har også fundet private videooptagelser hjemme hos veteranerne:
- Noget af det mest spændende, jeg har været med til, var når jeg var med oppe at kigge på deres lofter og for eksempel har fundet en flyttekasse, hvor der stod ’Irak’ på. Vi har fundet gamle CD’er og VHS-bånd, hvor veteranerne ikke selv har anet, hvad der har været på båndene. Det har været vildt at se billeder og videoer igennem sammen med dem og både genopleve forfærdelige ting og også gode minder. For mange af de her mennesker ser tilbage på deres år i Forsvaret som nogle virkelig gode år i deres liv.
Den anden side af fronten
I dokumentaren får vi ikke kun fortalt historien fra danskernes side. Holdet har nemlig med hjælp fra fixere på Balkan, i Irak og Afghanistan fundet frem til kilder fra den anden side af fronten, der har haft krigen tæt inde på livet.
- Vi hører altid om den ene side af fronten, og for os har det bare været vigtigt at få den anden side af frontlinjen med – også fordi det ikke rigtig er set før. Vi synes, det er vigtigt at høre den anden side for at forstå, hvordan de oplevede situationerne. Der er ikke bare én sandhed, og det kommer helt an på, hvem du spørger.
I dokumentaren møder man eksempelvis Taliban-krigeren Mawlawi Faizullah Saheb, men også civile:
- Vi har en historie med, hvor en dansk soldat bliver skudt midt på gaden og hans deling søger dækning i et hus. Her havde vi et håb om at finde frem til den familie, der boede i huset, og vi var faktisk så heldige at finde frem til faren. Det var en nål i en høstak at finde frem til familien i en lille by i Irak, fortæller Amalie Hovøre og fortsætter:
- Vi har fået hjælp af fixere i Irak, der har været rundt i forskellige i byer for at finde frem til familien. Og så er det Anders Riis-Hansen, der har været i Irak og Afghanistan for at lave interviews.
Når DR løfter i flok
For Amalie Hovøre har det været lærerigt at indgå i en stor tv-produktion, og hun har været glad for at se, hvordan hele DR arbejder sammen for at få dokumentaren så bredt ud som muligt.
Dokumentaren er nemlig en del af et stort krigs-tema, hvor DR sætter fokus på krige, Danmark har deltaget i de seneste 30 år.
- Det er motiverende at være en del af sådan et tema, hvor DR virkelig rykker. Når først hele maskineriet folder sig ud, så kører det altså. Vi har sat gang i mange redaktioner, og det er virkelig fedt at se, hvordan huset kan løfte et tema. Det, synes jeg, er enormt imponerende og utroligt spændende at være en del af, siger Amalie Hovøre og tilføjer:
- Forsvaret og krig er noget, der fylder rigtig meget i de her år, og når vi formår at ramme noget så aktuelt, så kan vi virkelig sætte en dagsorden, som er enormt vigtig.