Podcast er stadig gryende undergrund

Der bliver produceret masser af nye podcast i Danmark, det er dog forsat et nichemedie, men måske bliver 2016 året for podcast, fremgår det af ’Medieudviklingen 2015’ fra DR Medieforskning.

Susanna Sommer (Foto: © Agnete Schlichtkrull, Type 1)

Efter mere end ti år hvor podcast har levet en skyggetilværelse, er der nu tegn på, at podcast er ved at få en større rolle i vores medieforbrug. Fire procent af danskerne lytter dagligt til radio on demand og podcast, mens 10% gør det mindst ugentligt.

Samlet set lytter danskerne til radio on demand ca. 6 min pr. dag overfor ca. 121 minutter på flowradio. Tallet fremgår af rapporten ’Medieudviklingen 2015’, som DR Medieforskning har udgivet.

Daglig lytning

Danskerne lytter i gennemsnit til flow-radio ca. 121 minutter om dagen, mens det kun bliver til ca. 6 minutters radio on demand og podcast. Grafik: Julie Dall Andersen

I 2016 er podcast stadig et nichemedie, der fylder væsentligt mindre end den traditionelle flowradio og streamingtjenester som Spotify. Efter adskillige år i skyggen er der dog tegn på, at podcast kan stå over for et mindre gennembrud. Antallet af brugere af podcast og radio on demand er nemlig steget fra 2% til 4% siden 2013.

Der er sket en fordobling i antallet, der lytter til radio on demand og podcast fra 2013 til 2015. (Foto: © Grafik: Medieudviklingen)

Lidt en joke

Man skal dog tage de kinesiske vækstrater med et grand salt, mener Peter Niegel, der har skrevet afsnittet om podcast i rapporten ’Medieudviklingen 2015’.

”Det er lidt en joke, når vi siger, nu bliver 2016 året for podcast, for der var også mange, der hyppede det i starten af 2015. Man skal huske, det stadig kun er en lille gruppe, der lytter, omend jeg er sikker på, at podcast nok skal blive større i løbet af de næste år. Der er i hvert fald ved at være en bedre struktur på plads for det nu,” siger han.

Peter Niegel tror også, at udviklingen af smartphones og et mere individualiseret medieforbrug kan skabe forudsætninger for, at on demand radio kan vokse sig ud af sin nichetilværelse og blive en del af mainstreamforbruget.

Susanna Sommer er vært på programmet ’P1 podcaster’, der hver uge lytter nærmere på podcastlandskabets store tendenser og nicheprogrammer. Hun tror især podcast er blevet populært, fordi der bliver produceret en anden slags historier til podcast end til andre medier.

”Podcasts er llge nu fyldt med fortælleglæde, og der er ikke fokus på at alting skal have en nyhedskrog eller vinkles skarpt ind i et bestemt koncept. De populære podcast fra producenter som ’Strangers’, ’the Moth’ eller fx. danske ’Podstories’, bruger fortællingen til at vise os hvordan de andres liv er. Jeg tror simpelthen, der har været en længsel efter at få nogle mere nuancerede historier, der viser hvor mangfoldig verden er,” siger hun.

Forhindringer

Der bliver produceret en masse unikt indhold af høj kvalitet på podcast, som, man kunne forvente, ville blive omsat til høje lyttertal, men i rapporten fremgår det, at der er nogle barriere, man skal overkomme, før podcast kan blive en succes.

Den første udfordring handler om det tekniske. Hvis afspilningen ikke virker hver gang, eller det er for svært at bruge platformen, så vælger mange den fra.

Den anden udfordring, som mediet står overfor, er, at man forbinder radio med lyd, men podcast er ikke kun et lydmedie, det er i lige så høj grad et præsentationsmedie, hvor mediet opleves som 50% lyd og 50% visuel præsentation. Radio kender vi, man tænder bare, og så kører det, men med podcast skal man kunne navigere rundt og blive inspireret af det digitale univers, der møder en.

Bliver 2016 året for podcast?

Hvis on demand-bølgen skal bevæge sig fra niche til mainstream i Danmark, mener Peter Niegel fra DR Medieforskning, at det skal ske under de beskyttende vinger af de stærke, danske flow-formater. Så man kan høre on demand side om side med klassisk flow-radio på de samme afspillere, som man i forvejen bruger.

Det er altså store medieproducenter som DR, Radio24syv og Politiken, som for nyligt er begyndt at producere podcast, der skal gå foran. Da det er dem, der har de velfungerende playere, det gode design og som i forvejen har mange brugere.

Lyttertalsmæssigt tror Peter Niegel ikke, at de små producenter kommer til at spille den store rolle, men de kan have en stor betydning for at udvikle radio-mediet. Det er Susanna Sommer enig i.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:56cc5e89a11f9f0e28117f0f

Hun forklarer, at der er en kæmpe forskel på det amerikanske marked og det danske. For i USA er det muligt at finansiere sine podcast med annoncører, det er der ikke den samme tradition for her hjemme. Desuden er der et langt større publikum til de engelsksprogede podcast.

”Der er ingen penge i at lave podcast i Danmark, de små, uafhængige podcast er lavet på gåpåmod og hårdt arbejde.”

Lyt til DRs podcasts her

Besøg 'Podcaster's Facebookside her

Susanna Sommer anbefaler

  • Strangers Danske Lea Thau laver den populære amerikanske podcast Strangers. Det er menneskehistorier om livet, når det ikke ligner damebladenes glittede interviews og vi opdager, at vi er anderledes end vi forestillede os. Strangers handler om de dilemmaer, udfordringer og fortællinger, der gemmer sig bag ansigterne i supermarkedskøen - kvinden, der vil give sin nyre til en fremmed, Lea Thau, der opsøger sine gamle kærester for at høre hvorfor det ikke gik eller sexarbejderen, der giver erotisk terapi. Hør den her

  • Mystery Show I hver episode kaster Starlee Kine en opklaringsopgave af en af sine lyttere - et af dagligdagens små mysterier eller tilværelsens store spørgsmål: Hvor høj er skuespilleren Jack Gyllenhaal? Hvad blev der af videobutikken, hvor jeg mangler at aflevere en film? Eller hvem er Hans Jordy, hvis navn er indgraveret i det udsmykkede bæltespænde, der blev fundet på gaden? Og så går detektivarbejdet i gang og bliver til en podcast fuld af uventede twists, forunderlige menneskeskæbner og gode historier. Hør den her

  • 99 percent invisible Hvor kommer spådomskagen egentlig fra, hvorfor foretrak Freud en sofa til sig patienter eller hvordan designer man et flag?. 99 percent invisible er en podcast om den oversete arkitektur og det design, vi ikke lægger mærke til. Det handler om hverdagens dimser og dingenoter og om den måde vi bevæger os rundt i verden. Fuld af overraskende viden og fortællinger, der tænder en ny opmærksomhed på omgivelserne. Hør den her