Til daglig sørger ’Drømmeholdet’ på P3 for at få lytternes store drøm til at gå i opfyldelse – eller for at de kommer så tæt på som muligt.
Om vært Nicolas Kaiser og redaktionen bag ’Drømmeholdet’ overhovedet på forhånd havde turdet fantasere om både at blive kåret som ’Årets Radioprogram’ og ’Årets Hverdagsflade’ står lidt hen i det uvisse. Men det var i hvert fald det, de blev, da den danske lydbranche fredag aften fejrede sig selv ved Prix Audio.
I år var det Felix Smith og Signe Muusmann, der var værter ved Prix Audio på spillestedet Vega i København. Her blev der i alt uddelt 18 priser til den danske radio-, podcast-, audio- og lydbogsbranche, som hyldede det seneste års bedste præstationer efter en dag med masser af faglig inspiration på Audiodays.
’Årets Radioprogram’ skal med – som det hedder – ’et skarpt koncept og en enestående udførsel have gjort en forskel for lytterne’. Og det har ’Drømmeholdet’, der bliver sendt mandag-fredag formiddag, på P3, mente juryen, der med egne ord var ’meget imponeret’.
- Man anvender alle radioens virkemidler. Årets vinder bekræfter på en overbevisende måde, at radio ikke bare er sprællevende, men faktisk er overlegen i en tid, hvor sociale platforme konkurrerer om vores tid og opmærksomhed. Det er sin sag at lave det store samlende lejrbål i en tid med TikTok og SoMe, men årets vinder er lykkedes med at lave radio, der giver gåsehud, blanke øjne og en klump i halsen, lød det i motiveringen.
DR var på forhånd sikret prisen som ’Årets Radioprogram’, da samtlige fire nominerede udsendelser i kategorien var fra DR. De øvrige i kampen var ’Kongeradio på P4’, ’Bibelen Leth Fortalt’ og ’Damerne Først’ – begge fra P1.
En kæmpe personlighed
’Drømmeholdet’ blev også kåret som ’Årets Hverdagsflade’. Og dermed blev P3’s nyskabelse, der havde premiere i starten af januar, den ene af aftenens to dobbeltvindere. I motiveringen til ’hverdagsprisen’ var der også stor ros til P3-vært Nicolas Kaiser.
- ’Årets Hverdagsflade’ har det hele: en gribende dramaturgi, et fantastisk flow, lytterinddragelse, originalitet og uforudsigelighed. Værten får programmet til at bonne ud på alle parametre. Værten bliver aldrig slået ud og møder de medvirkende og lytterne med kæmpe nysgerrighed og kærlighed. Vi oplever ovenikøbet, hvordan programmet giver lytterne lyst til helt uselvisk at stille op og hjælpe andre mennesker, de ikke engang kender. Værten har en kæmpe personlighed og er det perfekte selskab, hed det blandt andet.
DR gjorde også en god figur, da værts- og talentpriser skulle uddeles ved Prix Audio.
’Årets Vært’ blev DR’s Mikael Simpson, der mandag til torsdag byder på ’Formiddag med Simpson’ på P6:
- Årets vinder evner at starte en samtale, man som lytter håber aldrig slutter. ’Årets Vært’ leverer viden og evner gang på gang at lukke lytteren med ind i et univers, der emmer af oprigtig fortælleglæde og aldrig fremstår ’speaket’, lød det blandt andet fra juryen, som udtalte, at ’Årets Vært’ i år – altså Mikael Simpson, lige så godt kunne modtage en ’lifetime achievement’.
Prisen til ’den, man skal holde øje med’ – ’Årets Talent’ gik også til DR i år – nemlig undersøgende journalist Merle Baeré fra DR Dokumentar, der for første gang trådte ind i værtsrollen i podcastserien Massøren’ på DR LYD. ’Massøren’ var en del af podcasten ’Mørklagt’, der undersøger den kriminelle underverden.
- ’Årets Talent’ tør stå i det, når det bliver sårbart og kan balancere historier med den dybeste respekt for de mennesker, der vælger at dele til tider sårbare og personlige historier. Årets vinder udviser en imponerende ro og modenhed i svære og sårbare interviews og har modet til at turde efterlade den stilhed, der giver interviewet nerve og intensitet. Trods sin unge alder, leverer hun som en garvet veteran, lød det i motiveringen fra juryen.
’Årets Musikprogram’ var også fra DR
Sidst – men absolut ikke mindst – gik årets Prix Audio for ’Årets Musikprogram’ til programmet ’Uden Sidestykke’ på P8 Jazz, hvor Naya Buric er vært, og Kasper Christensen er redaktør.
Her retter redaktionen hver uge spotlyset mod en sang, mange kan nynne i søvne og folder historien ud. For hvilke fortællinger og budskaber gemmer der sig bag netop den sang?
- Årets vinder formår at skabe en unik, udfordrende og berigende musikoplevelse og gør stoffet relevant for en bredere målgruppe. Værten besidder en behagelig stemme og et velafstemt energiniveau med en god sans for tempo. Man kan indvende, at det ikke nødvendigvis er originalt, men programmet leverer på de klassiske dyder, når det kommer til musikformidling. Programmet fokuserer på sjældne, unikke og ofte oversete historier, hvilket giver lytterne adgang til musik, de måske ikke kender og historier folder sig ud sammen med musikken, lød det blandt andet fra juryen.
Det er Danske Medier, DR, Radio IIII og Bauer Media Group, der i fælleskab er arrangører af branchefestivalen Audiodays og Prix Audio.