(Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Se billederne: P3 delte sit guld ud

P3 hyldede den danske musik i weekenden ved P3 Guld i DR Koncerthuset, hvor Annika, Lamin og Blæst løb med statuetterne. Se billeder fra festen her.

  • Det er gået stærkt for Annika. For bare et år siden gik hun i 3. g, og synge var noget, hun gjorde i sin fritid. Nu er det anderledes, og ved P3 Guld-festen fredag bød hun på hits som 'Nye tider' og 'Så længe jeg er sexy'. Men ikke nok med det: Hun blev også årets modtager af prisen 'P3 Talentet'. Prisen går til en sanger, som P3 mener har et helt særligt talent, og som vi med stor sandsynlighed kommer til at se meget mere til fremover. Her er hun med den tunge statuette. - Sangene bliver leveret uden filter, og Annika overbeviser os, når hun med sin blanding af sårbarhed, stærke fornemmelse for melodier og helt særlige stemme gør det nemt for en ny generation at spejle deres liv i hendes ærlige tekster, lød det blandt andet fra juryen. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
    1 / 9
  • Nogen, der allerede fik en statuette i 2022, var Blæst, der dengang havde 'P3 Lytterhittet. Og bandet gentog det i år, hvor deres 'Elsker dig så meget' blev kåret af P3's lyttere til netop at være årets ørehænger. Uro, Medina, Benjamin Hav & Ella Augusta og Tobias Rahim & D1MA var de øvrige nominerede til 'P3 Lytterhittet'. For Blæst kom prisen, efter at man for kort tid siden fortalte offentligheden, at Blæst ikke fortsætter i den nuværende konstellation. Forsanger Fernanda Rosa meddelte tidligere i år, at hun træder ud af Blæst til februar efter en overstået turné. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
    2 / 9
  • P3 Prisen, som er P3's store musikpris, er blevet uddelt siden 2001, og i år var det Lamin, der fik den. - Lamin rider på en bølge, der har samlet styrke siden 2022, da han vandt ‘P3 Talentet’, men som det seneste år har udviklet sig til et altomsiggribende naturfænomen, lød det blandt andet fra juryen. Lamin hedder Lamin Nørlem Samba, og han har i alt udgivet tre album. - Det hele er gennemsyret af et tydeligt DNA, når Lamin nysgerrigt og sultent kaster sig ud i nye erobringer, alene, i samarbejder med kolleger og skønt befriet for genre-kassernes snerrende bånd. Dét gør ham lige nu og i årene, der kommer uundgåelig i dansk musik, lød det fra P3-juryen ved P3 Guld. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
    3 / 9
  • I 2020 startede Lamin samarbejde med Artigeardit med sangen 'Milano Step', og Artigeardit (til venstre) fik også en helt særlig rolle, da P3 Prisen skulle overrækkes til Lamin. Da Artigeardit var sidste års modtager, var det ham, der skulle overrække den. Makkerparret har senest udgivet albummet 'Nu hvor vi er her', og tidligere i år spillede de i Royal Arena sammen. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
    4 / 9
  • Tobias Rahim indledte den musikalske side af P3 Guld med sit seneste hit 'Jylland'. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
    5 / 9
  • Det var P3-værterne Andrew Moyo og Ena Cosovic, der var værterne for aftenen i DR Koncerthuset og på DR1 og førte alle igennem de 87 minutters fejring af dansk musik. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
    6 / 9
  • MØ optrådte allerede ved P3 Guld i 2013, og i 2014 modtog hun selv den store pris, P3 Prisen. I år var MØ på scenen med sit nye nummer 'Who Said', som også er 'P3's Uundgåelige' i denne uge. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
    7 / 9
  • Aphaca, der selv var nominerede til prisen som 'P3 Talentet', spillede også ved P3 Guld. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
    8 / 9
  • Medina var nomineret til prisen for 'P3 Lytterhittet' for nummeret 'Giv mig alt' - og hun gav også selv alt henimod slutningen af showet i DR Koncerthuset. Du kan se eller gense P3 Guld på DRTV frem til den 18. april 2025. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
    9 / 9