Tre anbefalinger: Det hører og ser Mathias Hammer

Radio- og tv-vært Mathias Hammer giver dig tre anbefalinger til lyd og tv-programmer, han selv har nydt. Hver måned giver en kendt DR-profil inspiration til det bedste indhold på DR LYD, DRTV og arkivtilbuddet Gensyn.

Mathias Hammer er aktuel med det nye radioprogram ’Hammers komponister’. (Foto: © agnete schlichtkrull)

Hver måned får vi en DR-profil til at give tre anbefalinger til programmer, som har fanget dem. I oktober har vi fornøjelsen af Mathias Hammer.

Mathias Hammer er radio- og tv-vært og er lige nu er aktuel med det nye radioprogram ’Hammers komponister’ på P2 og DR LYD. I programmet dykker Mathias Hammer ned i historierne bag de helt store klassiske komponister, hvor han fortæller om deres vigtigste musikalske værker og beretter om episke fortællinger fra den klassiske musiks verden.

Mathias Hammer er musikformidler og har klassisk musik helt inde under huden. Han er blandt andet kendt fra ’Den klassiske musikquiz’ på DR2, hvor han er den ene holdkaptajn, og fra radioprogrammer som ’Anmelderne’ på P1 og’Sangbogen med Muff og Hammer’ på P2. Fra den 30. november bliver Katrine Muff og Mathias Hammer også værter på en ny udgave af det traditionsrige program ’Før Søndagen’ på DR2 og DRTV.

Mathias Hammer giver dig her tre anbefalinger til programmer fra DR.

'Den næste Diva' på DRTV

- Som ung konservatoriestuderende drømte jeg om at leve af at spille musik. Jeg ved derfor, hvor meget talent og målrettet øvning, det kræver at opfylde drømmen. Selv havde jeg ikke tilstrækkelig dedikation og opgav ævred (og er i øvrigt lykkelig for det, der i stedet skulle blive mit arbejde). Men jeg drages fortsat mod mennesker, der satser alt for at dygtiggøre sig musikalsk, teknisk og kunstnerisk og forhåbentlig ender med at slippe gennem nåleøjet.

’Den næste Diva’ følger de to unge operasangerinder, Louise og Laura. De er ikke bare fantastiske sangtalenter – de er også fantastisk tv, for man mærker helt ud gennem skærmen, at der brænder en ægte, uudslukkelig passion i dem. De har vidt forskellig natur og baggrund, men kærligheden til operagenren og viljen til at gå hele vejen har de til fælles. Denne miniserie er både musikalsk, fascinerende og hjertevarm. Og ih, hvor jeg dog ønsker, at Louises og Lauras drøm går i opfyldelse.

Den næste Diva

'Damerne først' i DR LYD

- Når begavede mennesker ærligt analyserer tidsånden og de tendenser, der præger vores samtid, så lytter jeg med. Derfor er jeg blevet nærmest fanatisk følger af ’Damerne først’, der altid indledes med at værten Anne Sophia Hermansen præsenterer sine to ledsagere, Anna Libak og Sørine Godtfredsen, som ”to af de klogeste, jeg kender”. Og jeg stemmer i: De er kloge. Alle tre!

Intet tema er for stort eller småt for de tre damer. Hvad enten de debatterer generationskløfter, kærlighed og klimakrise eller kæledyr, dræbersnegle og madvaner, formår de at hæve betragtningerne op på et eksistentielt og vedkommende niveau. Og de er ikke bange for at udtrykke deres (politiske) holdninger. Jeg er som regel 75 procent helt enig og 25 procent lodret uenig. Og det er vel præcis det fordelingstal, der gør, at jeg både kan elske dem og føle mig udfordret.

'Nana' på Gensyn

- Jeg må have set børne-tv-serien ’Nana’ mindst 100 gange, og jeg elsker ALT ved den. Historien om Nana, der begynder i skole og møder omgivelserne og andre mennesker med så meget barnlig umiddelbarhed, er både rørende, rammende og hysterisk morsom.

Nanas arbejdsløse far bliver spillet af Jesper Christensen, og selvom han senere er blevet en af nyere tids bedste danske skuespillere, så mener jeg stadig, at hans glansrolle er 'far'. Serien udkom i 1988, samme år som jeg selv begyndte i skole, og det er ren nostalgi at se tilbage på skoleinteriør, tøjstil, hjemmets indretning, busserne i bybilledet og den frivole 80’er-jargon. Jeg er ellers ikke typen, der genser film og serier. Men ’Nana’ er undtagelsen. Ja, jeg vil faktisk påstå, at jeg kan samtlige scener og replikker i søvne!

Nana