Nu kan børn og unge søge om at blive optaget i DR Korskolen

Frem til den 7. april kan børn og unge søge om at blive optaget i DR Spirekoret, DR Børnekoret og DR Juniorkoret. I år er der produceret en særlig øvefil til børnene, og der er optagelsesprøve for flere.

Her er det DR Børnekoret med korskoleleder og dirigent Susanne Wendt i spidsen. (Foto: © Kim Matthai Leland)

Ikke alt er, som det har været hidtil, når børn og unge, der gerne vil synge i DR Spirekoret, DR Børnekoret eller DR Juniorkoret, i den kommende tid kan søge om at blive optaget i et af de tre kor under DR Korskolen, som hver især har 60-70 medlemmer.

Som noget nyt har DR Børnekoret – dirigeret af Susanne Wendt - i år produceret en særlig øvefil med ’Jeg ved en lærkerede’ og ’I østen stiger solen op’. Dermed har nye ansøgere noget at læne sig op ad og noget at synge til, når de skal ramme den rigtige toneart og optage den lydfil med de sange, som de og deres forældre skal sende med ansøgningen til DR’s kor.

Samtidig har DR ændret fremgangsmåden i 2024, så alle, der søger om optagelse i DR Børnekoret og DR Juniorkoret, er sikre på at komme til i hvert fald den første af to optagelsesprøver. Sådan var det også tidligere, men i årene med corona har DR været nødsaget til at ændre på kriterierne.

- Lydkvaliteten kan svinge på de lydfiler, vi får, og vi har besluttet os for, at vi gerne vil møde alle ansøgere til DR Børnekoret og DR Juniorkoret ’i virkeligheden’ og lære dem lidt bedre at kende, siger Susanne Wendt, der er korleder for DR Korskolen og dirigent for DR Børnekoret og DR Juniorkoret.

Samtidig med at DR opfordrer børn fra 5-14 år til at søge om optagelse i DR Korskolen, er der også blevet produceret en video, så børn og forældre kan se, hvordan optagelsesprøverne foregår i DR Koncerthuset.

- Når vi holder optagelsesprøver, prøver vi at gøre alt for, at det bliver rare og hyggelige dage, og det har vi gerne villet vise med den nye video. Den skulle gerne være med til at afdramatisere det lidt for alle, forklarer Susanne Wendt.

Ansøgninger frem til den 7. april

Frem til den 7. april har DR mailboksen åben for ansøgninger fra børn, som godt kunne se sig selv i et af de tre DR-kor efter sommerferien. Det er DR Spirekoret, der er for sangere fra 0.-2. klasse, DR Børnekoret, der optager sangere fra 3.-5. klasse, og DR Juniorkoret, som består af sangere fra 6.-9. klasse.

- Gennem flere år optog DR Spirekoret kun elever fra 0. klasse. Det ændrede vi på sidste år, fordi vi ikke ville udelukke nogen, hvis de for eksempel først opdagede muligheden for at søge, når børnene gik i 1. eller 2. klasse. Det gav os nye ansøgere sidste år, og derfor fortsætter vi med den regel i år, forklarer Rikke Steen, der er produktionskoordinator i DR’s kor og orkestre.

DR Spirekoret er for de 5-8-årige. Frem til den 7. april er der mulighed for at søge om optagelse i koret og også i DR Børnekoret og DR Juniorkoret. (Foto: © Per Morten Abrahamsen, Per Morten Abrahamsen)

Optagelsesprøverne kommer til at foregå i maj og juni i år, og alle nye korsangere starter efter planen i DR Korskolen efter sommerferien. Hvert af de tre kor øver normalt en gang om ugen, og derudover medvirker alle tre kor i en stribe DR-koncerter og -arrangementer.

DR Spirekoret medvirker for eksempel som nisser i de årlige ’Jul i Ramasjang’-koncerter, ligesom børnene tager del i en kor-dag i Tivoli.

DR Børnekoret og DR Juniorkoret giver selvstændige koncerter – og nogle af de faste holdepunkter for dem er blandt andet at medvirke i DR Pigekorets julekoncerter og ’DR’s Store Juleshow’.

DR Korskolen har siden 2001 udgjort en musikalsk fødekæde af kor – lige fra tidlig skolealder og op til de unge sangere i DR Pigekoret.