Karsten er producer på Melodi Grand Prix: 'Vi håber, vi kan få det til at se storslået ud'

Lørdag aften ruller Dansk Melodi Grand Prix over skærmen fra DR Koncerthuset. Her fortæller producer Karsten Andersen om arbejdet med at skabe et flot sceneshow til tv-seerne.

Producer Karsten Andersen fortæller om arbejdet med sceneshowet i Dansk Melodi Grand Prix. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))

For første gang bliver Dansk Melodi Grand Prix holdt i DR Koncerthuset, og for producer Karsten Andersen begyndte arbejdet med at skabe sceneshowet, da netop placeringen var fastlagt.

- Så begynder vi at tænke: Hvordan kan vi gøre det spændende? Jeg har et tæt samarbejde med scenograf Johnny Thinggaard Lydiksen. Han har nogenlunde frie hænder til at tegne scenografien: Skal vi udbygge scenen, hvordan skal den se ud, hvor skal orkestret være, skal der være et green room? Koncertsalen kan godt blive lidt sofaagtig, så vi har valgt at have stående publikum på parterre for at få stemning og lidt liv i salen. Når jeg kender scenografien, ved jeg, hvad det skal kunne, og jeg kan begynde at finde ud af, hvor kameraerne skal stå, fortæller Karsten Andersen.

Forbereder otte individuelle sceneshows

Der er omkring 12 kameraer, og derfor allierer Karsten Andersen sig med en dygtig A-fotograf.

- Christian Ravn har lavet mange shows, så jeg sparrer med ham hele vejen igennem. Når vi kender artisterne, kommer koreograf Toniah Pedersen på. Artisterne kan have meget ambitiøse ønsker til deres sceneshows, og vi prøver at honorere dem. Det er otte individuelle sceneshows, og der kan være forskellige ønsker til for eksempel bagskærmene, lys, laserlys eller røg. Samtidig er der få minutter til sceneskift mellem sangene, så vi skal også se på, hvordan vi kan gøre det så gnidningsfrit som muligt. Ofte lander vi et sted mellem ambitionen og virkeligheden, og artisterne plejer at være glade.

I ugerne op til showet har artisterne prøver, og Karsten Andersen bruger prøverne til at lave klippemanuskript til sceneshowet på hver af de otte sange.

- Sammen med Toniah prøver jeg at samle det hele og lave manuskript nummer for nummer. Vi vil gerne lave dem så forskelligt som muligt. Nogle artister vil have musikere på scenen, andre vil have kor eller dansere. Det gode ved et show som Melodi Grand Prix er, at der er en forudsigelighed, som man kan lide som seer: Der er otte numre, en finale og en vinder. Så vi skal ikke forklare alt fra start – vi har flere års tradition at stå på. Vi skal så prøve at lave en ny twist uden at ødelægge traditionen, siger Karsten Andersen og fortsætter:

- I år går vi efter dyden ved et Melodi Grand Prix: Lamper, der blinker, og værter med en naturlig glamour, som leverer et sikkert show. Sidste år havde vi Heino (Hansen, red.) som en ’skæv trold’. Det kunne også noget.

(Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))

Travl slutspurt før det går løs

Inden showet går i luften lørdag aften på DR1 og DRTV, venter der en travl slutspurt for producer Karsten Andersen og holdet bag.

- Torsdag prøver vi alle artister igennem i Koncertsalen, og efter prøverne retter vi kameragangene til. Fredag har vi en prøve af hele showet fra start til slut. Lørdag har vi generalprøve med publikum før live-showet om aftenen - så det er en heftig dag, og i det hele taget er der ikke så mange pauser i de tre dage, smiler han.

Karsten Andersen var også producer på Dansk Melodi Grand Prix sidste år, og han glæder sig til at præsentere seerne for dette års sceneshow.

- Melodi Grand Prix bringer otte sange til verden, der måske ikke ville komme uden et grandprix. Det er fedt, at man er med til at skabe noget nyt. Vi håber, vi kan få det til at se storslået ud og være god underholdning. Moderne musik er meget noget med et look. Artisterne kommer med sange, hvor der er en tanke bag, og hvis man kan få det frem og understøtte det og få dem til at udkomme så godt som muligt, så er vi lykkedes. Der er ikke mange ting, der kan samle folk om flow-tv, men de ting, der kan, er guld værd.