(Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

DR Koncerthuset lyser ekstra op i mørke februar

Frem til den 25. februar kan alle, der lægger vejen forbi pladsen ved DR Koncerthuset, opleve 'Unorbit', hvor lyd og lys mødes i et kunstværk. Det hele er en del af Copenhagen Light Festival.

  • Selv om vinden suser godt for øjeblikket, er der god grund til at stoppe op på pladsen foran DR Koncerthuset i Ørestad på Amager. Som en del af Copenhagen Light Festival kan du her frem til og med den 25. februar se forskellige lysprojektioner, som tilsammen danner værket 'Unorbit'. Kanalen foran DR Koncerthuset er også inddraget, og her kan man lige nu se en lysskulptur med en form som en æggeformet meteorit. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    1 / 5
  • 'Unorbit' forener lys og musik med inspiration fra DR Koncerthusets arkitektur. DR Koncerthusets arkitekt, franske Jean Nouvel, beskrev i sin tid sin arkitektur med et billede fra Peter Høegs roman 'Frøken Smillas fornemmelse for sne': 'Som en meteor, der lander i en isblok'. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    2 / 5
  • Værket 'Unorbit' er skabt af scenografen og arkitekten Elisabeth Holager Lund i samarbejde med komponisten Christoffer Møller, og DR Vokalensemblet har indspillet værkets lydside, som du også kan høre, hvis du stiller dig op ved pladsen ved DR Koncerthuset i den kommende tid mellem klokken 17.00 og 22.00. DR Koncerthuset ligger lige ud til metrostationen DR Byen, hvis du selv lægger vejen forbi den næste tid. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    3 / 5
  • Idéen bag lys- og lydskulpturen Unorbit opstod under sidste års Copenhagen Light Festival, hvor DR Koncerthuset var en del af værket ’White Beams’. Værkets titel kan oversættes til 'ude af kredsløb', og i forbindelse med lanceringen beskrev billedkunstneren Elisabeth Holager Lund værket således: -’Unorbit’ fortæller om et ensomt, astronomisk objekts rejse, hvor det forlader sine kendte omgivelser, sit kredsløb og oprindelige solsystem. Rejsen afsluttes i vores atmosfære og på den blå planet som en kollision, en gensidig transformationsproces og en ny begyndelse. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    4 / 5
  • Vil du høre mere til musikken, der indgår i værket ’Unorbit’, er der mulighed for at opleve DR Vokalensemblet og Christoffer Møller live i koncertrækken ’Himmelsk lys’ den 22.-23. februar i Marmorkirken i København. Her spiller lysdesign og musik sammen i et af byens smukke kirkerum, Marmorkirken, og alle koncertens værker er inspireret af temaet lys. Lyttere i hele landet kan også få oplevelsen - dog minus lys, når koncerten bliver bragt som 'P2 Koncerten' den 26. februar fra klokken 19.20. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    5 / 5