Da DR Symfoniorkestret lørdag bød på gentagelsen af ugens Torsdagskoncert, blev koncerten med Brahms’ Symfoni nummer 4 og Mendelssohns Violinkoncert ekstra indbringende for orkestrets 1. violinist Anders Fog-Nielsen.
Inden anden halvdel af koncerten gik i gang, blev violinisten kaldt frem. Og her blev det afsløret, at Anders Fog-Nielsen bliver årets modtager af Peter Varmings Mindelegat på 25.000 kroner.
Legatet bliver hvert år givet til en musiker fra DR Symfoniorkestret, der ’udover at have været medlem af orkestret i en længere periode, spiller en særligt fremtrædende rolle og til stadighed arbejder for at bibeholde og fremme det høje internationale niveau, orkestret har i dag’, som det hedder.
Legatet er opkaldt efter advokat Peter Varming. Han var en stor musikelsker, og indtil sin død i 2015, var han direktør for Beckett-Fonden, som i dag er den glade giver af prisen. Peter Varming rejste ofte med, når Beckett-Fonden var med til at støtte DR Symfoniorkestrets turneer rundt omkring i verden. Samtidig var han den første formand for dét, der i dag hedder Venneforeningen for DR’s Kor og Orkestre.
Faderen spillede også i orkestret
Årets prismodtager Anders Fog-Nielsen fik sin første undervisning af sin far, som også spillede i DR Symfoniorkestret, og han er uddannet i København og London.
Anders Fog-Nielsen har været ansat i DR Symfoniorkestret ad to omgange – først fra 1982-1985 og igen fra 1991 og frem til i dag. I mellemtiden var han med til at starte EF-orkestret ledet af Claudio Abbado, hvorefter han i London blev optaget i det prestigefyldte orkester Chamber Orchestra of Europe og Philharmonia-orkestret.
Hvor det ved tidligere lejligheder har været Peter Varmings enke, pianisten, tidligere TV-vært og forhenværende rektor Anette Faaborg, der stod for overrækkelsen af prisen, var det i år korsanger Julie Borgwardt-Stampe, der overrakte hæderen i sin egenskab af at stå i spidsen for priskomiteen bag Peter Varmings Mindepris.
- Anders Fog-Nielsen har stamina og erfaring. Han er ydermere meget vellidt af sine kolleger i orkestret, han har en grundlæggende positiv og glad indstilling til sit arbejde og sin arbejdsplads, og så går han en ekstra indsats for fællesskabet ved at sidde i Kunstnerisk Råd, som er en gruppe mennesker omkring orkestret, der er med til at lægge retningslinjerne og udvælge repertoire og dirigenter, sagde Julie Borgwardt-Stampe ved overrækkelsen.
Sidste år gik Peter Varmings Mindepris for 2023 til soloharpenist Zachary Hatcher fra DR Symfoniorkestret, mens prisen for 2022 gik til solobassist Joel Gonzalez.