Det er efterhånden blevet en tradition for DR Pigekoret at gå nye musikalske veje til deres årlige forårskoncert i Holmens Kirke i København.
Det gælder i høj grad også i år, hvor koncerterne danner rammen om et nyt samarbejde mellem koret og den unge, elektroniske komponist Astrid Sonne, side om side med musik af blandt andet hendes musikalske forgænger, pioneren Else Marie Pade.
Samtidig er DR Pigekoret og dirigent Charlotte Rowan i marts inviteret til den anerkendte tyske musikfestival Festspiele Mecklenburg-Vorpommern, hvor de både skal optræde a cappella og sammen med Den Danske Strygekvartet.
Kvinder i fokus
Ved koncerterne i både Tyskland og Danmark har DR Pigekoret fokus på værker af kvindelige komponister og sangskrivere, både fra vores egen tid og tidligere generationer.
I Holmens Kirke lyder programmet blandt andet på musik af musikhistoriens første navngivne komponist, middelalderkomponisten Hildegard von Bingen, og en langt senere pioner, den danske elektronkomponist Else Marie Pade, som også skrev musik for kor.
Også komponiststemmer fra nutiden som Janne Mark, Pil og Katrine Muff er med i koncerten, og blandt arrangørerne er Pernille Louise Sejlund, Cecilia Martin-Löf, som er tidligere dirigent for DR Pigekoret, samt korets nuværende dirigent Charlotte Rowan.
Der bliver også plads til en fællessang med publikum i form af Anne Linnets populære Forårsdag.
Samarbejde med Astrid Sonne
En af de yngste komponister på programmet til DR Pigekorets forårskoncerter er den 29-årige dansker Astrid Sonne, som tidligere bl.a. har vundet en Steppeulv som Årets Komponist.
Hun har sammen med DR Pigekorets dirigent Charlotte Rowan bearbejdet to af sine numre for kor, blandt andet vokalværket How far, som ifølge komponisten er skrevet som en guidet meditation. Værkets tekst udgøres af ret få ord, som flettes sammen i mikrotonale lag og synges som multitracks.
Alsidighed i repertoire og musikdækning
DR Pigekorets ønske om at medvirke til at skabe et mere alsidigt repertoire for pigekor er ikke nyt. De senere år har koret bestilt nye værker hos en række danske komponister som Louise Alenius, Line Tjørnhøj og Lil Lacy, og i flere tilfælde har korets sangere selv været med til at skabe værkernes tekst og indhold. Initiativet ligger i tråd med DR’s øvrige indsatser for at styrke alsidigheden i musikbranchen, blandt andet initiativet ’Kvinder i musik’, som sætter fokus på alsidigheden i DR’s musikdækning.
Anne Karine Prip, som er kunstnerisk leder for DR Pigekoret, fortæller om baggrunden for korets forårskoncerter:
- Med et ensemble bestående af unge kvinder ligger det os på sinde at bidrage til at få mere musik af kvindelige sangskrivere og komponister ind i korrepertoiret. Både for at fremhæve de kvindelige stemmer vi musikalsk står på skuldrene af, men også for at være med til at løfte en ny generation af komponister frem – og samtidig inspirere korets unge sangere til at findes deres egne stemmer.
Anerkendt musikfestival
Inden forårskoncerterne i Holmens Kirke skal DR Pigekoret på turné til Tyskland, hvor de er inviteret til at synge to koncerter på festivalen Festspiele Mecklenburg-Vorpommern.
Her kan det tyske publikum dels se frem til at opleve koret a cappella sammen med dirigent Charlotte Rowan, og dels i samspil med deres gode musikalske samarbejdspartnere i Den Danske Strygekvartet. Kvartetten er i år kunstneriske ledere af festivalens forårsdel, som løber over 10 dage på den nordtyske ø Rügen.
Også her vil over halvdelen af musikken i begge koncerter have fokus på kvindelige komponister, ikke bare i værkerne for kor, men også i blandt andet en strygekvartet af den finske komponist Lotta Wännekoski.
Asbjørn Nørgaard fra Den Danske Strygekvartet siger om samarbejdet med DR Pigekoret:
- Da vi første gang arbejdede sammen med DR Pigekoret, var vi imponerede over korets power og ambitionsniveau. De synger ikke bare fantastisk, men har også en stærk og original udtrykskraft, som kan være både spændende, anderledes og kompleks. Derfor har vi inviteret koret til at optræde med os på Mecklenburg-Vorpommern festivalen, og vi har sammensat et program fuld af stærke kvinder – fra Hildegard til Dronning Dagmar og pionererne Else Marie Pade og Astrid Sonne.