Lærerne giver deres pris til ’Ultra Nyt’: ’I giver børn og unge mulighed for at deltage i samtalen’

DR’s nyhedsprogram for de 9-14-årige blev tirsdag hædret med Stinus-prisen på kongressen i Danmarks Lærerforening.

Solaf Masoud og Jonas Madsen er værter på ’Ultra Nyt’, der kan ses på DRTV. (Foto: © Anders Ekström - DR)

DR’s ’Ultra Nyt’ er – ifølge en undersøgelse fra Epinion – de 9-14-åriges primære nyhedsformidler – foran YouTube, Tik Tok, DR1 og TV 2. Men også landets lærere i folkeskolen kigger med og er begejstrede. Faktisk så begejstrede, at de på Danmarks Lærerforenings kongres tirsdag i København valgte at give deres hæderpris, Stinus-prisen, til ’Ultra Nyt’-redaktionen fra DR.

Stinus-prisen er i over 30 år blevet uddelt på Danmarks Lærerforenings kongres ’til en person eller organisation, der i særlig grad har bidraget til udvikling af folkeskolen’, som det hedder, og med prisen følger 10.000 kroner.

Ikke bange for at tage tunge emner op

Formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, fremhævede på kongressen, at man på ’Ultra Nyt’ ikke er bange for at tage tunge emner op. Han nævnte blandt andet Al-Qaedas korantrusler mod Danmark, drabet på Wagner-lederen Prigosjin, udbredelsen af fake news og meget andet, som ’Ultra Nyt’ har behandlet og omtalt.

- Med lige dele humor og alvor giver ’Ultra Nyt’ børn og unge muligheder for at deltage i samtalen om middagsbordet derhjemme om store samfundsspørgsmål - og mulighed for at danne deres egen mening på et oplyst grundlag. Og det er vigtigt i et samfund, hvor ’krise’ er blevet et hverdagsord, og hvor nyhedstempoet bliver højere og højere, sagde Gordon Ørskov Madsen i forbindelse med overrækkelsen af prisen til Christina Johansen, der er redaktør for ’Ultra Nyt’, og Marlene Boel, som er chef for B&U i DR.

Lærerne er glade for ’Ultra Nyt’, fremgår det af førnævnte Epinion-undersøgelse. 80 procent af dem, der ser ’Ultra Nyt’ på ugentlig basis, ser det i skolen, og ’Ultra Nyt’-udsendelserne er på top-10 over det materiale, lærere bruger i undervisningen.

- Lærerne i folkeskolen vil rigtigt gerne den varierede og motiverende undervisning, der åbner elevernes øjne for verden. Og det bidrager ’Ultra Nyt’ i høj grad til. De griber de store spørgsmål i tiden og gør dem relevante, interessante og måske vigtigst af alt forståelige for danske børn og unge, sagde Gordon Ørskov Madsen.

Redaktør Christina Johansen fra 'Ultra Nyt' og B&U-chef Marlene Boel med prisen ved lærernes kongres. (Foto: © (privatfoto))

En stor ære

DR’s B&U-chef Marlene Boel glæder sig over hæderen fra lærerne.

- Det er en stor ære for os at modtage Stinusprisen, og det vidner om et tæt og solidt samarbejde med nogle af ’Ultra Nyt’s vigtigste ambassadører, nemlig landets lærere. De baner vejen for, at ’Ultra Nyt’ bliver brugt, set og diskuteret i både timer og frikvarterer, og det er med til at stadfæste vores mål om at åbne verden for børn og gøre dem klogere på sig selv og deres jævnaldrende, siger hun.

’Ultra Nyt’ er ikke helt ubekendt med at få priser. I 2019 modtog ’Ultra Nyt’ for eksempel UNICEF-Prisen på FN’s internationale børnedag. Her lød begrundelsen, ’at ’Ultra Nyt’ medvirker til at gøre børn til dannede globale borgere fra barnsben, og de sætter begivenheder og nyheder ind i en ramme, så børn forstår dem’. Og tidligere i år modtog 'Ultra Nyt' prisen for 'Bedste nyhedshistorie' ved EBU’s (European Broadcasting Unions) Kids News-konference. Det er en pris, som man også har fået i 2018 og 2021.

Stinus-prisen er opkaldt efter Danmarks Lærerforenings tidligere formand Stinus Nielsen, der var formand fra 1956 til 1972.