’I Sandhedens Tjeneste’ besøgte Tønder: ’Vi tager de unge seriøst’

Siden 2015 har flere end 170.000 skoleelever over hele landet deltaget i DR’s ’I Sandhedens Tjeneste’, der bidrager til at skærpe de unges kritiske sans og skelne sande nyheder fra falske, når de bruger sociale medier. I år går turen blandt andet til Tønder - og vi var med.

  • Elever fra Friskolen – Bylderup Bov får et billede sammen med værterne Erkan Özden og Louise Deruginsky efter 'I Sandhedens Tjeneste' i Tønder. (Foto: © Lars Møller Hansen)
  • Fra podiet står producer Jesper Bendsen for de visuelle indspark, mens vært Erkan Özden stiller spørgsmål - alt sammen noget, der skal få eleverne til at deltage aktivt. (Foto: © Lars Møller Hansen)
  • Erkan Özden kommer løbende med nye detaljer og dilemmaer i nyhedshistorien, og så skal eleverne træffe deres valg. (Foto: © Lars Møller Hansen)
1 / 3

Klokken nærmer sig 11 i Tønderhallerne, og om lidt slippes omkring 500 skoleelever ind i den tomme hal. De kommer fra 8.-10. klasser, primært fra Tønder, men også danske skoler i Tyskland, og to timer tidligere har et tilsvarende antal af deres jævnaldrende været igennem det forløb, der venter forude.

Ud af højtalerne lyder det: ’Tag godt imod jeres værter – Erkan Özden og Louise Deruginsky’ – og eleverne klapper og hujer af TV Avis-værten og P4-værten, der kommer ind i hallen.

- I er en del af et aktivt nyhedsrum i dag. I er hovedpersoner i dag, fortæller Erkan Özden fra et podie, hvorfra han styrer slagets gang sammen med producer Jesper Bendsen.

Louise Deruginsky og fotograf Jesper Roland Hermansen bevæger sig rundt blandt eleverne på gulvet:

- Det er jeres meninger, beslutninger og tanker, vi er nysgerrige på i dag, siger hun.

Eleverne skal selv tage stilling

Og så er ’I Sandhedens Tjeneste’ ellers i gang. Eleverne bliver præsenteret for en mulig historie om en stor politiaktion i Stenstrup på Fyn, hvor der skulle have været masseslagsmål ved et rockerklubhus. Muligvis er der affyret skud, og flere er kommet til skade.

- Skal vi gå ud med historien, spørger Erkan Özden, og så skal eleverne dele sig i en ja- og nej-side i hallen.

Louise Deruginsky går rundt og spørger, hvilke tanker eleverne har gjort sig, da de valgte side.

- Vi skal blive klogere på, hvad der foregår. Vi skal have egne folk på stedet, og vi skal få politiet på som kilde, siger Erkan Özden for at understrege, at der er brug for flere informationer.

Men inden det kommer dertil, bliver der stillet direkte om til journalist Anne Lund Andersen og fotograf John Johansen, der befinder sig i Newsroom i DR Byen.

De viser Newsroom frem, og Anne Lund Andersen fortæller, hvad de forskellige i rummet laver af nyhedsproduktioner. Hun slutter af med at fortælle om de forskellige steder i landet, hvor DR holder til, og om de mange forskellige job, man kan have i DR.

Efter nyhedsshowet, der varer en time, kommer flere elever hen og får en snak med Erkan Özden. (Foto: © Lars Møller Hansen)

Realistiske spørgsmål og virkelige overvejelser

- Nu er der nyt! Politiet er kommet med en meddelelse på X, lyder det fra Erkan Özden på podiet, og han forsætter:

- Vi har forberedt tre vinkler eller overskrifter, som man kunne lave nu.

Igen bevæger eleverne sig rundt i hallen, alt efter hvilken overskrift de foretrækker. Louise Deruginsky spørger nogle af dem om deres valg:

- Vi skal holde os til det, vi ved, lyder det fra en elev, der har valgt overskriften, hvor politiet kommer med en udmelding. En anden synes, at overskriften med ’måske affyret skud’ lyder mest spændende, ’men vi er professionelle, så vi går med 3’eren’ – den, hvor politiet melder ud.

Eleverne bliver præsenteret for to billeder og en video fra politiaktionen, der florerer på de sociale medier, og hvor ét af de tre elementer er skabt ved hjælp af kunstig intelligens (AI). De skal give deres bud på hvilket.

De får også spørgsmålet, om de vil bringe billeder af de tilskadekomne fra hændelsen.

En af ja-sigerne begrunder sit valg med, at ’vi skal vise virkeligheden’, men hun vil dog sløre billederne. Fra en nej-siger lyder det, at ’det er respektløst over for familien, hvis vedkommende ikke overlever. Man kan sige det uden at vise billeder’.

- Det er et realistisk spørgsmål, vi stiller. Det er ikke for sjov. Det er overvejelser, vi sidder med hver dag, understreger Erkan Özden.

Erkan Özden som rocker?

Anne Lund Andersen er igen igennem fra DR Byen. Denne gang tager hun eleverne med i TV Avisens studie i Newsroom, Radioavisens studie, og hun får en snak med Ole Grevsen, der er nyhedskoordinator.

Nu er der kommet et grynet billede af en mulig gerningsmand fra hændelsen i Stenstrup, og eleverne skal tage stilling til, om de vil dele billedet med offentligheden, om de vil undersøge det nærmere eller ignorere det.

- Det er en farlig mand, svarer en elev, der vil dele billedet.

- Vi ved ikke, hvem der er på billedet – måske var det bare en, der var på besøg, lyder det fra en, som vil undersøge det nærmere.

- Det har ikke noget med os at gøre. Det er politiet, der skal have styr på det der, kommer det fra en, som vil ignorere billedet.

Erkan Özden tager ordet:

- De her diskussioner indkapsler det, ’I Sandhedens Tjeneste’ handler om: At være kildekritisk, at træde et skridt tilbage og undersøge nærmere. Er der én ting, I skal tage med herfra, så er det at undersøge det nærmere.

Senere fjerner producer Jesper Bendsen uskarpheden i billedet, og frem toner Erkan Özden med vest på.

- Jeg er med i en knallertveteranklub, smiler han til eleverne.

Eleverne får også mulighed for at udtænke spørgsmål til politiet, da der mod slutningen er hul igennem til en politimand. Med de informationer, der nu foreligger, kan Erkan Özden runde den fiktive historie af, og den er ikke så dramatisk som først antaget:

- Tænk sig, hvis vi havde lavet historien på det første, vi vidste. Virkeligheden er nogle gange bare kedelig. Derfor: Undersøg det nærmere, når I er i tvivl om, hvorvidt det er en sand eller falsk nyhed, I sidder med.

Fire elever kommer på podiet og modtager en ’I Sandhedens Tjeneste’-kop for deres gode input undervejs, og så er en time med kildekritik, etiske overvejelser og journalistiske vurderinger gået. Og med to runder i Tønder denne dag har omkring 1.000 flere elever været forbi ’I Sandhedens Tjeneste’.

Holdet bag 'I Sandhedens Tjeneste' i Tønder: Vært Erkan Özden, fotograf og producer Jesper Roland Hermansen, vært Louise Deruginsky, fotograf og producer Jesper Bendsen, produktionsleder Tanja Mattrup Danielsen og lydmand Frederik Holmberg. (Foto: © Lars Møller Hansen)

Måske mere relevant end nogensinde

- Det har været en god dag med søde, engagerede unge, der lige skulle i gang. Det giver god mening for mig at være på gulvet og høre, hvad de snakker med hinanden om. Jeg kan hjælpe dem med at kvalificere det – så tør de godt stå frem, fortæller Louise Deruginsky.

- Efterfølgende kom der nogen hen til mig for at snakke lidt og tage billeder. De syntes, det var vildt fedt og har fået noget ud af det, siger Erkan Özden.

Jesper Roland Hermansen og Jesper Bendsen har været fotografer og producere på ’I Sandhedens Tjeneste’ on-off siden starten i 2015.

- Det er spændende, at det stadig kan noget, og det har sin berettigelse. Måske endda næsten mere nu med Ruslands falske nyheder og AI, siger Jesper Roland.

- Det er sjovt at gå iblandt de unge som fotograf på gulvet og høre, hvad de snakker om, siger Jesper Bendsen.

Tanja Mattrup Danielsen er produktionsleder på ’I Sandhedens Tjeneste’ i Jylland, og hun har også nydt dagen:

- Det er skønt at høre unger med ægte dialekt. Det er det fede ved at komme rundt. Og så giver vi taletid til nogle af dem, vi måske ikke hører så meget ellers, siger hun.

- Vi tager de unge seriøst. Det er deres beslutninger og tanker, vi vil høre. Vi lytter til dem, siger Louise Deruginsky.

- Vi lefler ikke for dem. Vi forsøger ikke at være ung med de unge. Vi er de voksne i rummet. Vi tør stå ved, at vi kommer med noget til dem, siger Erkan Özden, der har været vært på nyhedsshowet siden starten. Han tilføjer:

- Jeg synes stadig, de her diskussioner er relevante efter ni år, og det er ikke kun i forhold til unge mennesker. Alle har brug for det her.