(Foto: © Iben Langholz Carstensen)

Billeder: DR’s første festival for produktionsfolk

Produktion og teknologi var i centrum, da DR mandag bød alle interesserede indenfor til festivalen ’Production Matters’ i Koncerthuset. Her kan du opleve dagen i billeder.

På en helt almindelig mandag blev Studie 2 i DR Koncerthuset omdannet til DR’s første festival for alle, der arbejder med medieproduktion. Der var 500 pladser til festivalen ’Production Matters’, og de var alle besat.

Fra klokken 9 til 17 var der stribevis af oplæg, debatter og vidensdeling med produktion, nye tendenser og medieudviklingen som omdrejningspunkt.

Charlotte Borg, der er underdirektør i DR Medieproduktion, indledte dagen:

- Kære alle sammen fra TV 2, produktionsselskaber og alle jer fra DR. Det er en fornøjelse at byde velkommen til den første produktionsfestival. Vi er ikke en ny TV-festival. Vi har fokus på produktion og teknologi, og det er vigtigt for os, at dagen er åben for alle og er gratis, så vi kan lære og udveksle erfaringer fra hinanden. Vi håber, I vil gå herfra med nye indsigter, kreativ energi og inspiration fra gode kolleger, lød det blandt andet fra Charlotte Borg, inden hun rundede velkomsten af:

- Vi vil bruge dagen til at hylde jer! Uden jer var der ingen programmer. Det gælder både faste og freelancere, der leverer fremragende programmer til DR. Vi har glædet os rigtig meget i Medieproduktion og DR til i dag.

I billedgalleriet nedenfor kan du opleve dagen i billeder.

  • Charlotte Borg, underdirektør i DR Medieproduktion, byder velkommen til dagen. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    1 / 19
  • Felicia Jackson, dagens vært: 'Vi har gjort meget ud af at lave et program, der ikke adskiller indhold fra produktion og teknologi, men understreger det tætte sammenspil'. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    2 / 19
  • Keld Reinicke, medierådgiver, viste billeder af førerløse biler og gammeldags sporvogne i San Franciscos gader: 'Teknologisk har vi også sporvogne og førerløse biler. Vi skal finde ud af, hvordan vi mikser det, for publikum og platformene ændrer sig markant. Her spiller produktion en vigtig rolle. Det kan indhold ikke klare alene'. (Foto: © Iben Langholz Christensen)
    3 / 19
  • (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    4 / 19
  • Jeppe Lange, filminstruktør og AI-ekspert: 'Vi står med en teknologi, hvor det vil være muligt at se film - ikke som en linje - men som et landskab, man kan bevæge sig rundt i. Forskellige seere vil have forskellige oplevelser af filmen. Det vil være som at besøge en by: Man ser ikke det samme, men alle har en overordnet fornemmelse af byen'. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    5 / 19
  • Paneldebat om algoritmer og public service med Bo Bergstedt, AI-ekspert hos TV 2, og Anja Lundberg Andersen, DR's etikchef. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    6 / 19
  • Med i debatten er også Lasse Funder Andersen, leder af AI-løsninger i DR Nyheder, og Trine Heilmann, redaktør i DR Nyheder. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    7 / 19
  • Daniel Vestergaard, chef for DR Porteføljer og Medieteknologisk Udvikling: 'Alle arbejder aktivt for at forstå og opfylde de behov, vores slutbrugere har. Data kan ikke tage beslutningerne for os - det er os, der skal være modige'. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    8 / 19
  • Anna Damkjær, redaktør for involvering af børn og unge i DR: 'Når vi involverer målgruppen i produktionen, får vi løbende viden om, hvad vi skal skrue op for inden produktion - og dermed også under produktion og i klip. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    9 / 19
  • Felicia Jackson styrer paneldebat om bæredygtige produktioner i film- og TV-branchen mellem Tristan Falke Lassen, sustainability manager i Wimake, Ege Heckmann fra Green Producers Club Denmark og Sascha Valbjørn, kostumier. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    10 / 19
  • I pauserne bliver der minglet på kryds og tværs. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    11 / 19
  • I pauserne bliver der minglet på kryds og tværs. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    12 / 19
  • Sofie Swienty, adm. direktør i Ten-4, giver indsigt i recommendation media: 'Før var algoritmerne på sociale medier sådan, at mange følgere gav stor eksponering. Sådan fungerer det ikke mere. Nu belønner algoritmerne dem, som kan engagere mest'. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    13 / 19
  • Holdet bag 'Andreas Mogensen – rummissionen direkte' fortæller om at skulle sende 36 timers live-TV uden at kende til hverken varighed, sendetidspunkt eller programmuligheder før sidste øjeblik. Her Pernille Klindt, produktionsleder, og Martin Kampmann, redaktør og vært (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    14 / 19
  • Og i den anden sofa Ulrik Rosenkvist Schultz, redaktør og vært, og Robert Krigbaum, teko. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    15 / 19
  • Lasse Rahbek, instruktør og fotograf på DR-dokumentaren 'Sirius', fortæller om at producere under ekstreme forhold: 'Når der er minus 32 grader, bliver alting sværere. Jeg havde en følelse af panik, men det bliver nemmere' (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    16 / 19
  • Mikkel Palmbo Jeppesen, visuel producer på TV 2-dokumentaren 'Den Sorte Svane', deler sine overvejelser om de visuelle valg: 'Vi satte os for, at det visuelle look skulle matche journalistikken. Det skulle have internationalt format'. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    17 / 19
  • Generaldirektør Maria Rørbye Rønn fra DR runder dagen af: 'Det er dejligt, at vi kan mødes på tværs for at få indsigt, læring og ny inspiration. Produktion, teknologi og kreativitet er vigtigt for det, vi udkommer med. Vi skal dyrke styrken i det. Det er den her type af vidensdeling, der gør, at vi kan udvikle os'. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    18 / 19
  • Du kan se hele programmet for dagen, og hvad der skete på dr.dk/productionmatters. (Foto: © Iben Langholz Carstensen)
    19 / 19