’Giro 413’ forlænger festen: 190.000 kroner fordelt over hele landet

14 steder i landet har udsatte og socialt dårligt stillede børn og unge nu udsigt til aktiviteter og udflugter for pengene, der er blevet samlet ind til DR’s efterhånden 73-årige radio-ønskeprogram.

Børnene her fra Børne- og Familiehjemmet Bakkevej i Hornsyld fik penge fra ’Giro 413’ sidste år til en Langelandstur. Her ses de sammen med ’Giro 413’-vært Peter Sten. Nu er pengene, der blev samlet ind i 2018, også blevet delt ud. (Foto: © Anders Ekström)

Rundt omkring i hele landet har udsatte og socialt dårligt stillede børn og unge nu udsigt til for eksempel sommerlejre, ture til Himmelbjerget, cirkusbesøg, udflugter til Zoo i København eller til rundvisninger på en bondegård.

Pengene til aktiviteterne får de fra DR’s traditionsrige radioprogram ’Giro 413’, som bliver sendt hver søndag over middag på P5. Udsendelsen, som Otto Leisner i sin tid døbte, har nu i 73 år samlet ind i festlig lag, opfyldt lytternes pladeønsker og derefter givet pengene fra den festlige girokonto videre til foreninger og projekter, der gør livet lidt bedre for udsatte børn og unge.

DR’s radiochef Gustav Lützhøft, ’Giro 413’s vært Peter Sten fra DR Sjælland og en repræsentant fra Børne- og Socialministeriet har netop fordelt de i alt 189.622 kroner, der kom ind på landets mest kendte girokonto i 2018. Pengene er nu på vej til 14 projekter, hvor børn og unge får gavn af dem.

Årets største enkeltbeløb – 50.000 kroner – går til Landsforeningen Lænken i Kastrup, som får pengene til at lave et sommertræf for børn og unge i familier, der oplever alkoholproblemer. Med projektet kommer omkring 50 børn og unge afsted.

I Nykøbing Falster forventer Broen Guldborgsund, at flere hundrede børn og unge kan få tilskud til fritidsaktiviteter i form af kontingenter og udstyr for de 10.000 kroner, som foreningen får, og Børn & Unges Mærkesager planlægger for eksempel at bruge deres 10.000 kroner fra ’Giro 413’ til konfirmations- og nonfirmationsmad til familier, der selv har svært ved at få råd til at give dem en fest.

- De indsamlede kroner går typisk til børn og unge af forældre, som ikke har så mange penge. Tilskuddet betyder, at de kan være en del af det sociale fællesskab i sportsklubber og i andre foreninger, hvor deres kammerater kommer. En del af ’Giro 413’-pengene går også til projekter og ture, hvor børn og unge kan få en tiltrængt pause fra en nogle gange barsk hverdag, siger ’Giro 413’-vært Peter Sten, der fortsætter:

- I år går pengene for eksempel til børn af forældre med alkoholproblemer og børn af voldsramte kvinder, ligesom der er kroner til en ungdomsgruppe for 13-18-årige, der vokser op i misbrugsfamilier. Det er alt sammen rigtig prisværdige formål, som jeg er glad for nu at kunne give pengene videre til, siger ’Giro 413’-vært Peter Sten.

28,4 millioner kroner gennem årene

Siden Karl Bjarnhof den 13. oktober 1946 for første gang bød velkommen til ’Lytternes ønskeprogram på grammofon’, som ’Giro 413’ hed de første fem år, er der blevet samlet omtrent 28,4 millioner kroner ind i festligt lag.

Beløbet i 2018 var en lille smule lavere end året før, hvor der kom 204.737 kroner i kassen. Derimod var det højere end i 2016, hvor der er kom 146.350 kroner ind fra for eksempel svendegilder, fødselsdage, bryllupper og jubilæer, hvor der var blevet samlet ind.

- De fleste penge bliver indbetalt via MobilePay, sms’er og netbank. Derimod bliver girokortene, som gav ’Giro 413’ sit navn, stort set ikke brugt mere, fordi det er meget svært at finde et sted, hvor man kan indbetale dem, siger Peter Sten.

Han glæder sig over, at flere tilsyneladende laver en begivenhed ud af at samle ind til ’Giro 413’. For eksempel får radioprogrammet jævnligt indbetalinger fra Café Overfarten i Rødby og forsamlingshuset Hammersholt ved Hillerød, hvor der er faste indsamlinger til programmet. Et andet eksempel er Køge Scenen, som i starten af 2018 havde repremiere på forestillingen ’I anledning af… En hyldest til ’Giro 413’, og hvor der også blev samlet ind til DR’s ældst eksisterende underholdningsprogram i radioen ved de fire forestillinger.

En smuk tanke

DR’s radiochef Gustav Lützhøft glæder sig over, at mange børn og unge igen i år får glæde af gavmilde danskeres indsamlinger og donationer.

- ’Giro 413’ er lyden af søndag og en institution i dansk radio. Det er en smuk tanke, at folk i festligt lag hjælper børn og unge, der har det svært, og jeg tror, programmet har kunnet eksistere så længe, fordi det glæder så mange. Det kommer pengene også til i år, siger han.

Ifølge DR Medieforskning var der i gennemsnit 176.000 lyttere til ’Giro 413’ hver søndag, og i løbet af året var i alt 674.000 forskellige lyttere forbi ét eller flere af ønskeprogrammerne.

De får årets penge fra ’Giro 413’

  • BILLUND: 10.000 kroner til Red Barnets Familieoplevelsesklub i Billund Kommune til tur til Silkeborg Aqua og Himmelbjerget for børn

  • BLOMMENSLYST: 15.000 kroner til Broen Odense til Projekt Aktivt Fritidsliv for børn og unge

  • FREDERIKSHAVN: 15.000 kroner til Støtte- og Krisevagtforeningen for Frederikshavn Krisecenter til tur til Fårup Sommerland for voldsramte kvinder og deres børn

  • FREDERIKSSUND: 10.000 kroner til LUFT-Frederikssund til materialer til ungdomsgruppe for 13-18-årige, der vokser op i misbrugsfamilier

  • GRÆSTED: 4.300 kroner til Frivillig Flygtningehjælp Græsted til familieudflugt til bondegård

  • HORSENS: 10.000 kroner til Børn & Unges Mærkesager til konfirmations-/nonfirmationsmad

  • KALUNDBORG: 14.000 kroner til Hera Døtrenes støtteforening (Kalundborg Kvindecenter) til aktiviteter til sommerhustur for børn

  • KASTRUP: 50.000 kroner til Landsforeningen Lænken til sommertræf for børn og unge i familier, der oplever alkoholproblemer

  • LYNGBY-TAARBÆK: 9.000 kroner til Røde Kors Lyngby-Taarbæk til udflugt til Zoo for børn og unge

  • NYKØBING F: 10.000 kroner til Broen Guldborgsund i støtte til fritidsaktiviteter (kontingenter og udstyr)

  • RANDERS: 15.000 kroner til Red Barnet, Randers til familie-sommerlejr på Mariendal Strand for børn og voksne med svagt netværk

  • SILKEBORG: 10.000 kroner til SFB&U (Silkeborg Frikirke Børn & Unge) til frivilligt socialt arbejde for børn mellem 8-12 år i området mellem boligblokkene på Lupinvej og Resedavej i Silkeborg

  • SJØLUND: 10.000 kroner til KSU (Kolding-Sjølund Udviklingsråd) til aktivitetsdag for børn med fokus på kunst og bevægelse.

  • SØNDERBORG: 7.500 kroner til Sønderborg Kvinde- & Krisecenter til cirkustur for børnene

Se hvordan du sender et bidrag til programmet her.