H.M. Dronningen overrakte hæderspris til Matilde Kimer

Tirsdag eftermiddag blev DR’s Matilde Kimer tildelt Ebbe Muncks Hæderspris 2022, som Dronning Margrethe overrakte i Alexandersalen på Christiansborg Slot.

  • H.M. Dronningen overrakte Ebbe Muncks Hæderspris til DR’s Ruslands- og Ukraine-korrespondent Matilde Kimer i Alexandersalen på Christiansborg Slot. Prisen består blandt andet af Ebbe Muncks Hædersplakette i bronze, som er skabt af billedhuggeren Knud Nellemose. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
  • Ebbe Munck, der mindes med prisen, var Dronningens hofchef i de tidlige år. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
1 / 2

For anden gang på under to uger er DR’s Ukraine- og Ruslandskorrespondent Matilde Kimer blevet prisbelønnet. Tirsdag eftermiddag overrakte Hendes Majestæt Dronningen Ebbe Muncks Hæderspris til Matilde Kimer i Alexandersalen på Christiansborg Slot.

Ebbe Munck, der levede fra 1905 til 1974, var selv journalist og krigskorrespondent, og som ung dækkede han den tids brændpunkter og væbnede konflikter - blandt andet Den Spanske Borgerkrig (1936), Tjekkoslovakiet og Polen (1939) samt Vinterkrigen i Finland efter Sovjetunionens angreb i 1939 på det neutrale naboland. Det blev samtidig et afsæt for hans indsats under Danmarks besættelse som bindeled i Stockholm mellem den danske modstandskamp og den frie verden.

Ebbe Muncks Hæderspris blev indstiftet i 1975 – året efter hans død. Den gives til personer, der arbejder inden for eller har gjort sig fortjent på områder, som havde journalisten, modstandsmanden, diplomaten og hofchefen Ebbe Muncks særlige interesse.

Det mente bestyrelsen for Ebbe Muncks Mindefond, at Matilde Kimers arbejde har. Man mente også, at der går en direkte linje mellem Ebbe Munck og Kimers journalistiske virke, hvor hun i snart en årrække har dækket russiske og ukrainske forhold, men også situationen i Belarus.

Valget af Matilde Kimer som modtager blev motiveret af direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab, Charlotte Flindt Pedersen.

- Matilde Kimer har været ansat i DR siden 2005, og hun har kompetent og modigt dækket både Rusland, Belarus og Ukraine for DR. Hun formår gang på gang at finde den nære, almengyldige menneskelige vinkel, der samtidig fortæller den større historie og åbner for et større perspektiv. Hun fortæller om verden, som den er både i Rusland og i Ukraine, lige fra Maidanpladsen til fronten. Sagligt, intenst og med et smittende engagement og nogle gange bliver hun også dybt berørt for åbent kamera. Men hun foretrækker at lade russerne, ukrainerne, belarusserne selv fortælle historien, sagde Charlotte Flindt Pedersen.

Formidler så alle forstår

Hun talte også varmt om Matilde Kimers formidlingsevner:

- Matilde har via sit arbejde som DR’s korrespondent brugt journalistikken til at skabe og formidle fortællinger om russerne, belarusserne og ukrainerne, som i den grad ofte er meget større og på nogen måder almengyldige fortællinger om mennesket og kampen for frihed, overlevelse, menneskelig værdighed, frygt og mod og kærlighed, sagde Charlotte Flindt Pedersen, der fortsatte:

- Matilde Kimer har brugt journalistikken til at udforske og forstå det russiske og ukrainske samfund, korruptionens effekt på almindelige menneskers liv, de forhold og systemer, som almindelige, ordentlige mennesker lever under og med - nuancerne og kompleksiteten. Det er aldrig simple svar, men journalistisk formår hun at formidle disse på en måde, så vi alle forstår det, lød det fra direktøren for Det Udenrigspolitiske Selskab til forsamlingen.

  • Matilde Kimer holdt takketale og fortalte blandt andet om, hvordan hun blev nysgerrig på Rusland og det russiske folk, da hun for 20 år siden boede på kollegie i Sankt Petersborg - det første møde med det store land. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
  • Matilde Kimer er i dag udvist af Rusland og har blandt andet sit virtuelle Moskva-kontor i podcasten 'Moskva-kontoret' på DR Lyd. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
1 / 2

Munck var Dronningens hofchef

Hendes Majestæt Dronningen overrakte prisen, der består af Ebbe Muncks Hædersplakette i bronze, som er skabt af billedhuggeren Knud Nellemose. Selv har Dronningen det forhold til Ebbe Munck, at han i sine sidste år var hofchef for hende.

Inden Matilde Kimer efter prisoverrækkelsen mødtes med Dronningen under fire øjne, holdt hun tale for de mange inviterede.

Her forklarede hun, hvordan hun for 20 år siden blev bidt af Rusland, da hun kom til at bo på kollegie i Sankt Petersborg på et værelse, hvor det var bestemt ovenfra, hvornår der skulle være varme på, og hvornår der ikke skulle.

- Under mit første besøg fandt jeg ud af, at bekvemmelighed og komfort ikke var udgangspunktet. Omvendt blev jeg tryllebundet af en verden så langt fra min egen – og samtidig af den åbenhed og nysgerrighed, der var hos det russiske folk, forklarede Matilde Kimer, der var iført ukrainsk folkedragt ved prisoverrrækkelsen og for øvrigt også snart lige hjemvendt fra Ukraine.

I sin tale berettede Matilde Kimer også, hvordan en del gennem årene har undret sig over, hvorfor hun fandt Moskva så spændende – også da hun som en del af sin journalistpraktik i DR hellere ville en tur til Rusland end dække et EU-topmøde.

I dag er Matilde Kimer udvist af Rusland, og hun fortalte også i talen, hvordan hun de seneste 10 år har oplevet, at undertrykkelsen af folk i egne rækker har taget fart i Rusland, og hvordan retorikken er blevet fascistisk.

- Jeg er afsindig stolt af bare at sprede lidt viden om Rusland og Ukraine, og jeg er taknemlig for, at mine bidrag har nået jeres opmærksomhed. Tak, fordi I har set mig, sagde Matilde Kimer henvendt til mindefondens komité.

Prisen, Matilde Kimer modtog for små to uger siden var Columbus-prisen 2022 fra Foreningen af Lærere i Samfundsfag i gymnasiet og HF og Forlaget Columbus Fond, Her fik hun den ’for en uovertruffen evne til at formidle fra verdens brændpunkter’.