Aarhus viser sig fra sin bedste side, da vi en lun september eftermiddag møder en shortsklædt Christian Korsager Mud på hans arbejdsplads hos DR i Aarhus. Med et stort smil hilser den garvede fotograf velkommen til dagens interviewlokation.
Det store smil, mildheden - og nok også en ordentlig portion teknisk erfaring - viser sig hurtigt som en gennemgående ting i mødet med Christian Korsager Mud.
Han er både opmærksom på lydforhold, har overblik over fotografimuligheder - og opmærksomt løfter han armen, hver gang en velkendt kollega passerer det udvendige grønne atrium, vi befinder os i.
For Christian Korsager Mud kender mange af de cirka 350 kolleger i DR Aarhus. Da han startede som purung fotograf i 1995, omtaltes mediehuset stadig ’Danmarks Radio’, og alle seere så med fra deres kubiske fjernsynsapparater.
Nu filmer han både til streaming og flow, men hans menneskesyn er intakt.
Derfor har han også været fast fotograf på produktioner med sårbare kilder, der blandt andet tæller begge sæsoner af ’De særligt farlige’ - om de indsatte på institutionen Kofoedsminde - og ’Indefra med Anders Agger’, hvor han i tre uger fulgte familierne på børnehospicet Strandbakkehuset.
’Jeg ser dig - og jeg anerkender dig’
Inden Christian Korsager Mud kommer ud på en ny lokation, tjekker han selvfølgelig de fotografiske teknikaliteter igennem. Men mødet med menneskerne, han skal skildre, er næsten vigtigere for ham.
- Jeg kan godt lide at starte med at have en personlig snak eller at møde folk med kameraet lidt nede. Forstået på den måde, at så ser vi hinanden som mennesker, lige når vi mødes.
Det hjælper ham ofte i hans arbejde, så han så ikke bare bliver set som ’ham med kameraet’, men mere som en fortrolig, der ikke bare ’vil have noget af kilden’. For skildringerne er ofte et samarbejde, hvor der er en gensidig interesse i at dele det sårbare i livet.
- At vise en interesse i at lære vores kilde at kende giver mig et lille forspring på, eller det bilder jeg mig i hvert fald ind - at jeg har lidt erfaring i at kunne se på dig, hvordan du har det i dag, og at jeg anerkender, at jeg udmærket ved, hvem du er, og jeg ved udmærket, hvilke udfordringer du har. Men jeg ser dig også, og jeg er nysgerrig på, om hende du talte om sidst, er den, du har set siden, eller om du har fået repareret din højtaler.
I Christian Korsager Muds forsøg på at skabe det fortrolige rum, har han også udviklet sine egne små tricks, der kan gøre ham mindre ’farlig’ for de kilder, der måske befinder sig i deres mest sårbare øjeblikke.
- Jeg prøver også nogle gange at bruge det øje, jeg ikke kigger i søgeren med, til at skabe øjenkontakt undervejs. Hvis jeg kan mærke, at den er svær at etablere, at der er noget, der ikke spiller eller en energi, som ikke er der, så kan jeg godt finde på at fake noget teknikbøvl. Altså for ligesom at få det ned på en mindre farlig eller sårbar måde, hvor jeg begår fejl og så måske overgør det lidt.
For den faglige stolthed er ikke noget, der nager Christian Korsager Mud. For ham er det vigtigere at komme hjem med optagelser, der har autenticitet og god stemning.
- Jeg er egentlig ikke nogen sindssygt dygtig fotograf, men jeg er god til at komme ind på kilder og skabe en god stemning, når vi sidder i en svær situation.
Samspillet i at skildre livets gang, legende børn og tristessen
Selvom Christian Korsager Muds kamera er essentielt for de tv-produktioner, han arbejder på, kunne han ikke lave programmerne uden sine kolleger. Især samspillet med værtskollegerne sætter han stor pris på.
- Jeg synes, at jeg har en god ’pingpong’ med de værter, jeg arbejder sammen med. Det er enormt vigtigt, når man arbejder med sårbare kilder, at vi forstår hinanden og kan hjælpe hinanden.
Han er heller ikke bleg for at hjælpe sine kolleger, hvis han fornemmer, at værten ikke helt er på sporet af den gode historie.
- Måske kan jeg høre, at værten i en samtale er på vej ind i en blindgyde. Så kan jeg godt finde på at byde ind og trække på min erfaring. Omvendt ved værten måske, at der er et eller andet, jeg har brug for. Så samspillet er enormt vigtigt, siger Christian Korsager Mud og tilføjer:
- Det er jo ikke kun mig og en kilde, eller en vært og en kilde. Det er egentlig det fulde samarbejde.
Christian Korsager Mud anerkender dog også tilrettelæggerens vigtige rolle, men i arbejdet med sårbare kilder kan det være lidt en prøvelse, hvis kilden skal forholde sig til mange mennesker.
- Jeg er 100 procent sikker på, at i nogle situationer er det vigtigt at begrænse antallet, så vi er så få som muligt. For eksempel var en del af det, som vi lavede på børnehospicet Strandbakkehuset optagelser, hvor der ikke nødvendigvis skulle være nogen værter eller tilrettelæggere, fordi de billeder skulle illustrere livets gang, dagligdagen, op- og nedture, legen eller tristessen.
Når kameraet slukkes
Christian Korsager Muds arbejde involverer altid et kamera, men miljøerne er ofte mangefacetterede - og det kan godt være ganske omskifteligt at skulle optage både tunge dokumentarer og lystigt børnefjernsyn.
- Jeg tror, at det ene er afhængigt af det andet. Forleden havde vi første optagedag på Holmstrupgård, som er et bosted for unge med psykiatriske lidelser. Da jeg kom hjem til min kæreste, kunne jeg mærke, at jeg var hjernedødt træt.
En lang arbejdsdag kan tage pusten fra de fleste, men Christian Korsager Mud er normalt vant til at arbejde længe og ofte på steder med mere ekstreme vejrforhold, end der er lidt udenfor Aarhus, hvor bostedet ligger.
- Jeg er vant til at gå og lave reportagefjernsyn 10 og 12 timer om dagen, både herhjemme og udenlands, så det var ikke det. Men måske var det, fordi jeg på en eller anden måde hele tiden var i tvivl og skulle prøve at læse beboerne, vi fulgte. De kunne både lide af ekstrem sygdomsangst eller voldsom fobi for snavs.
De mange tanker og forbehold havde taget en stor del af Christian Korsager Muds energi. Men de var også nødvendige for at skåne beboerne mest muligt fra den distraktion, det kan være at komme på besøg med et stort kamera over skulderen.
- Jeg skulle hele tiden tænke over ting som ’skal jeg give hånd nu?’ og ’skal jeg mon tage mine sko af, inden jeg går ind?’. Det er ikke, fordi jeg er bange for at være akavet eller forkert. Men simpelthen fordi jeg ikke har lyst til at presse beboeren. Hvis der skal være noget, der presser, så skal det være kameraet, der gør det, imens vi filmer. Det skal ikke være fordi, at jeg ikke kan finde ud af at læse dem.
Christian Korsager Mud er dog glad for at have et arbejde, der for ham giver mening, og han ser det som sin pligt at lave fjernsyn, der viser de mennesker og øjeblikke, vi sjældent ser, før vi selv eller en af vores nærmeste står midt i det.
Han er dog også glad for at kunne få lov at lægge hjernen lidt til side og filme de lidt lettere ting.
- Det kan godt være, at man egentlig er nødt til at have en ventil, hvor man så laver noget, som er i en helt anden boldgade, og hvor der måske er lidt mere gak og løjer. Hvis det var tunge dokumentarer hver dag, kan det godt være, at det blev for meget. Men mixet er her i huset, at jeg skal alt muligt. Derfor tror jeg, at når året er gået, har jeg lavet lidt af det hele, og det er måske meget godt.