Med joystick og sans for detaljer: Karsten ser det hele lidt fra oven

Efter at have arbejdet tæt på en menneskealder i DR, er Karsten Korsager Mud stadig ’slemt tilfreds’ med sit job. Som fotograf er hans hverdag afvekslende, og en af hans opgaver er at forsyne både livsstilsprogrammer, livegudstjenester og landskampe med flotte droneskud.

Karsten Korsager Mud bærer ikke neon for at se professionel ud, men fordi at det er et krav som droneoperatør. (Foto: © Ida Fjord)

Blandt nyudsprungne bøgehække og Knud V. Engelhardts ikoniske gadeskilte nord for København, har forsommeren bragt magiske 16 grader og skyfri himmel.

For enden af en blind vej bryder en håndfuld DR-biler dog den ellers vanlige hverdagstrommerum.

En af de mange parkerede køretøjer i kanten af skovbrynet er den store OB-sendevogn. Den er produktionens anker og fungerer som et rullende billed- og lydstudie.

Fra den store lastbil, der går under pseudonymet ’Cirkusvognen’, løber lange sorte kabler til de næste to dages ’Kender Du Typen’-lokation.

Her myldrer både garvede og nyudklækkede produktionsfolk rundt som myrer i en tue.

Karsten Korsager Mud er én af dem. På produktionen fungerer han som den erfarne og bevingede hanmyre. For fire-fem år siden, hvor dronebrug stadig var for et fåtal af DR’s fotografer, kunne han dog se en fremtid i de små sværmere.

I takt med at dronerne gik fra at skulle bruge to operatører til kun en enkelt, var han derefter en af de første hos DR Aarhus til at anskaffe sig et certifikat.

DR’s brug af droner i produktionen startede imidlertid helt tilbage i 2011, hvor de første droner indtog DR’s produktioner.

Alt var ikke ligetil med datidens mikrokoptere. I et tilbageblik fra 2015 ses her en 'Drone Mikrokopter HEXA'. Den havde 6 propeller, var meget avanceret og bekostelig. Ofte måtte der være to operatører med på optagelser fordi mikrokopteren var stor, besværlig og ikke havde mange tekniske hjælpemidler, fortæller Morten Krüger - der var den første i DR til at flyve med droner. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

Dengang gik de højtflyvende kameraer under navnet ’mikrokoptere’ - opkaldt efter firmaet bag, der var de første på markedet. Mikrokopteren blev dermed et alternativ til datidens brug af kraner og almindelige helikoptere.

I 2023 beskriver Karsten Korsager Mud dronerne som ’allemandseje’ og blandt DR’s fotografer har langt størstedelen certifikater til dem.

Dronerne er i dag GPS-styrede og derfor programmeret til ikke at flyve i nærheden af sensitive områder som lufthavne og ambassader. De har også indbyggede og fintfølende sensorer, der automatisk advarer eller selv styrer udenom eventuelle forhindringer.

Når Karsten Korsager Mud stiller sig midt i villavejenes hverdagstrommerum for at starte sin summende fjernstyrede flyver, kaster det ofte nysgerrige blikke af sig fra forbipasserende. (Foto: © Ida Fjord)

Kender du den naturskønne type?

Tilbage på den stille villavej, lidt væk fra myretuens myldren, befinder Karsten Korsager Mud sig midt i en tiltagende summen.

Den mekaniske lyd kommer dog ikke fra ham selv, men fra hans medbragte yndlingsdrone, der går under navnet ’Mavic 3 Cine’.

Fra 73 meters højde, ud af en rækkevidde på i alt 120 meter, hjælper dronen nu Karsten Korsager Mud – og efterfølgende seeren - med at visualisere de omkringliggende omgivelser hos dette afsnits hemmelige hovedperson.

Lokationen denne gang ligger tæt på skov, har vandet i baggrunden og Københavns mange dronebegrænsninger længere sydpå.

Kombineres beliggenheden med en flot blå himmel får man, ifølge Karsten Korsager Mud, de helt optimale forhold for en dronefotograf.

- Jeg prøver at lave droneskudene, så de understøtter noget a la ’hovedpersonen bor i naturskønne omgivelser i Gentofte’, som speakeren nok typisk ville sige i denne intro.

  • Mavic 3 Cine er en højteknologisk drone. Den har både fintfølende sensorer, der fortæller om faretruende faststående- eller flyvende objekter - og som en hund på jagt, kan den med et enkelt klik også automatisk udregne- og flyve den mest optimale rute tilbage til droneoperatøren. (Foto: © Ida Fjord)
  • Med dronens tilhørende joystick skal Karsten Korsager Mud bare logge ind, og så er han flyvende. På joystickets skærm kan han se, hvad dronen optager samt mere tekniske ting som flyvehøjde, fart og lokation. (Foto: © Ida Fjord)
1 / 2

Selvom Karsten Korsager Muds drone er svær at spotte fra landjorden, ænser han en stor hvid plet på drone-joystickets billedskærm. Nemlig DR’s egen lastbil.

- For at få de helt perfekte droneskud med hjem, vil jeg allerhelst have at nogle fra produktionen lige bruger to minutter på at flytte DR-lastbilen fra hovedpersonens indkørsel.

Denne dag har produktionen dog ikke travlt, så Karsten Korsager Mud venter gerne for at få det helt rigtige skud. Men at tidsplanen holder, er ikke altid tilfældet.

- Vi har ikke travlt i dag, men hvis vi nu skulle nå en bestemt færge hjem til Aarhus, kunne det godt være, at vi blev nødt til at bruge droneskuddet med lastbilen på.

Seeren skal dog være vaks for at opfange eventuelle vildfarne DR-køretøjer i programmets intro, for tiden er knap, når man kun har 28 minutter og to nysgerrige menneskekendere med på besøg.

- Det er faktisk sjældent mere end tre, ofte to og nogle gange kun et droneskud, der bliver brugt i programmet, lyder det fra drone-operatøren.

Karsten Korsager Muds yndlingsdrone er en 'Mavic 3 Cine', som han også bruger denne dag. Den optager i meget høj opløsning og er den nyeste drone, DR ejer. (Foto: © Ida Fjord)

En skuffende slutning

Som ’Kender Du Typen’s erfarne fotograf- og droneoperatør har Karsten Korsager Mud og hans drone været på besøg hos mange hemmelige hovedpersoner gennem tiden.

En, på papiret, god droneidé husker han dog lidt bedre end de andre.

- Det droneskud, jeg husker bedst fra programmet, var en optagelse vi lavede hos den tidligere speedwaykører Nicki Pedersen. Han boede i et hus ned til Lillebælt og tæt ved Lillebæltsbroen.

Da produktionen kun har to dage til at gennemgå kamerapositioner, afdække afslørende detaljer i hjemmet og tilmed filme programmet, er der ikke langt fra de gode ideer til udførslen skal ske.

- Under produktionen fandt vi på, at eksperterne, værten og Nicki Pedersen i sidste klip skulle gå ud på terrassen og vinke farvel til dronen. Så fløj jeg dronen ud fra terrassen og ind over Lillebælt, så vi havde Lillebæltsbroen i baggrunden.

Til Karsten Korsager Muds ærgrelse måtte han dog erfare på egen krop, at droneskud i introen frem for outroen er en smart måde at undgå spildt arbejde.

- Efterfølgende syntes vi selv, at afslutningen var blevet virkelig fin. Lige indtil det blev vist i fjernsynet.

For selv om man er i stand til at styre et førerløst fartøj i 120 meters højde, er Karsten Korsager Mud ikke herre over de spot, der kommer efter programmet.

- Da programmet når slutningen, og vinkescenen skulle vises sammen med rulleteksterne, blev 4/5 dele af billedet erstattet af en forsmag på, hvad der kom bagefter.

Kun underteksterne i bunden af billedet var synlige for seeren, men hverken Lillebæltsbroen eller vinken kom med.

  • Rollen som drone-operatør fylder en meget lille del, af Karsten Korsager Muds 27 år lange karriere som fotograf. Primært har han, som fotograf, beskæftiget sig med optagelser på ’OB-kameraer’, hvilket han også laver på ’Kender Du Typen’. (Foto: © Ida Fjord)
  • For tiden laver Karsten Korsager Mud oftest optagelser med steadicam, der er et kamera som spændes fast på fotografen. Det bruges primært til at optage livesport. (Foto: © (C) DR)
1 / 2

At skifte perspektiv og prøve nye tricks af på ældre programformater, virker dog ikke til at skræmme Karsten Korsager Mud – der i øvrigt holder fast ved, at en vinkende pensioneret speedwaykører i havpanorering, altså var en god nok idé.

Hvem, Karsten Korsager Mud fotograferede fra oven i Gentofte, kan du se i næste sæson af ’Kender du typen?’, som DR sender til efteråret.