Orlaprisen er de 7-12-åriges helt egen bogpris. Og det skal tages helt bogstaveligt. Det er børnene selv, der er kommet med næsten 1400 nomineringer, har foreslået i alt 163 bøger, har valgt kategorierne, der skulle uddeles priser i og har stemt på dr.dk/orla om de endelige vindere.
Og nu er de så fundet: De fire bøger og forfatterne, som får Orlaprisen, som DR har uddelt siden 2005 i samarbejde med en række samarbejdspartnere.
I løbet af de seneste uger har DR’s Jannik Schow været ude at overraske Orlapris-modtagerne på alle mulige måder – lige fra at få dem til at møde op til for eksempel bogsigneringer og fiktive bogprogrammer. Her endte de i stedet med at få priserne overrakt, og mandag er DR Ultra klar til at præsentere vinderne i en stribe videoer, der bliver delt viralt og kan ses på dr.dk/orla.
De fire modtagere af Orlaprisen 2019 er:
Den forside, der fik mig til at læse bogen: ’Verdens Vildeste Børn’, illustreret af Rasmus Juul Pedersen og skrevet af David Pepe Birch
Den bog, der gav mig grineflip: ’Drengen, der fik ting i hovedet – Guld på hjernen’ af Kasper Hoff og Jan Solheim
Den hovedperson, man ikke glemmer: ’Mira 3 - #kreaklubben, #familie, #kys’ af Sabine Lemire
Den bog, man ikke kan lægge fra sig: ’Hybenhjerter’ af Jane Susanne Andersen
Se hvordan DR’s Jannik Schow og en flok børn overraskede forfatteren Kasper Hoff med én af Orlapriserne.
Som noget helt særligt blev seks børn for eksempel i år placeret i DR Byen med de 163 foreslåede bøger, og efter at have argumenteret frem og tilbage, blev de så enige om de 20 nominerede bøger, hvoriblandt vinderne nu er fundet. Bøgerne skulle være af en dansk forfatter og udgivet fra sommeren 2017 til sommeren 2019.
Fedt at give børnene magten
- Der er noget fedt i at give børnene magten, og de har virkelig gået op i det. Vi har holdt afstemningen i fire etaper med en kategori ad gangen, og i gennemsnit har 8000 stemt hver gang. Det er vi godt tilfredse med, siger projektleder på Orlaprisen Henrik Møller Nordborg Eriksen fra DR B&U.
Orlaprisen er opkaldt efter forfatteren Ole Lund Kirkegaards bybølle, Orla Frøsnapper. Han har været en del af bogprisens identitet, siden den blev uddelt for første gang for 14 år siden.
Orlaprisen er støttet af Kulturministeriet, og DR uddeler den i et samarbejde med Forlæggerforeningen, Danmarks Skolebibliotekarer, Biblo, der er bibliotekernes website til børn under 14 år, samt BØFA – Børnebibliotekarernes Faggruppe.