Den 1. november har landet Ramasjang eksisteret i 10 år og været med til at give danske børn deres helt eget univers. Her er de blevet mødt på deres niveau og med udgangspunkt i deres hverdag og interesser. Ramasjang har altid taget børnene alvorligt og ikke en prut eller bussemand har været for lille til at få lige præcis al den opmærksomhed, som den fortjente.
- Figurer som blandt andre Rosa, Hr. Skæg, Bruno, Oda Omvendt, Bamselægen, Motor Mille, Onkel Reje og Kristian i ’Ramasjang Mysteriet’ har alle inviteret børnene indenfor i en verden, hvor deres meninger og oplevelser er vigtige og bliver hørt. Samtidig er og har det altid været Ramasjangs ambition, at børnenes tid foran skærmen ikke skal være passiv opbevaring, men at Ramasjang skal aktivere og involvere dem til at finde inspiration også uden for deres skærmtid. Det sker blandt andet i ’Ramasjang Redder Verden’, hvor man hvert år har et nyt tema, som skal gøre børnene klogere på en verdens udfordring, og som de kan være en aktiv del af i forhold til en løsning, siger chefen for DR Ramasjang Morten Skov Hansen.
Første år reddede Ramasjang bierne, så havets dyr i 2019 og til næste år er det havens fugle, som Ramasjang gør Danmarks børnene klogere på.
Alle Danmarks børn
Ramasjang har altid været tænkt som et virkeligt fællesskab. Derfor har det også været vigtigt at komme ud i Danmark og møde alle de forskellige børn, der findes i Danmark. Det er blandt andet sket i programmer som ’Krible Krable’ og ’Ramasjang Redder Verden’. På samme måde har det været målet med Cirkus Summarum at møde børn og deres forældre og give dem et fællesskab og en begivenhed, der kunne leve i sin egen ret, væk fra skærmen. Ramasjang vil være lige så levende uden for skærmen, som inden for skærmens rammer.
Et legeland og en talentfabrik
- Når man ser på de værter, som har været med til at præge Ramasjang, som Sofie Linde, Kristian Gintberg, Mikkel Kryger og Silja Okking og Anders Lund Madsen, står det samtidigt klart, at Ramasjang nok er et legeland for børn, men også er mere end det. Det er også en platform, hvor værter kan udfolde sig og finde deres stemme og stil, som de kan tage med sig også uden for Ramasjang, siger Morten Skov Hansen.
Ét af de talenter, der var med fra starten, var Signe Lindkvist, der fik den ikoniske idé med, at Ramasjangs figurer ligesom børnene skal sove om natten.
En idé, der - ligesom resten af Ramasjangs oprindelige ånd - lever videre. For hvad end det er en musikkonkurrence for toiletruller, eller man skråler med på ’Jeg kan ikke lide at gå i bad’ med Onkel Reje, bliver Ramasjang ved med at være stedet, hvor børn kan spejle sig, skabe ting, blive klogere eller bare få et godt grin. Ambitionen om at være børnenes favorit-fællesskab lever således i bedste velgående, selvom Ramasjang er ved at komme op i årene.