65 år efter at Birthe Wilke og Gustav Wickler sikrede sig den første sejr i et dansk Melodi Grand Prix, er amerikanerne nu også med på sanglegen.
Det europæiske radio- og TV-samarbejde, EBU, som DR også er en del af, har indgået en aftale, der betyder, at den amerikanske TV-station NBC fra 2022 begynder at holde amerikansk Melodi Grand Prix efter europæisk forbillede.
Sangdysten kommer – måske ikke totalt overraskende – til at hedde ’American Song Contest’, og der bliver masser af sange og sangere, der skal kæmpe om titlen. Hver af USA’s 50 stater kan stille med en sang, og det samme kan fem amerikanske territorier og hovedstaden Washington D.C.
Live-konkurrencen kommer i USA til at bestå af tre dele. Først er der kvalifikationsrunder, så bliver der to semifinaler og til sidst en finale – nøjagtig som der er i Eurovision Song Contest, der holdes i denne uge i Rotterdam i Holland. I USA kan det altså for eksempel blive Alaska, Ohio eller Wyoming, der løber med sejren.
Det er Christer Björkman, Ola Melzig, Peter Settmann og Anders Lenhoff, som har sikret sig de amerikanske formatrettigheder til Eurovision Song Contest fra EBU. De er på ingen måde ubekendte med formatet, for de har over 20 gange til sammen været producenter af den europæiske finale.
En del danskere vil nok også kende Christer Björkman fra svenske SVT, hvor han tidligere i år trådte tilbage efter i årevis at have produceret Melodifestivalen. Han vandt også selv for Sverige i 1992, ligesom han var showproducer på Eurovision Song Contest i Malmø i 2013, hvor danske Emmelie de Forest vandt.
Vellykket format
Den Grand Prix-ansvarlige hos European Broadcasting Union, Martin Österdahl, glæder sig over ’eksporten’ af sangkonkurrencen.
- I 65 år har ’Eurovision Song Contest’ forbundet mennesker vidt og bredt. Som ejere af det vellykkede format har vi set, hvordan det har fundet en plads i millioner af hjerter i hele Europa og uden for. Nu er vi glade for at have fundet de perfekte partnere til at dele den unikke konkurrence og dens lidenskabelige fejring af musik og originale sange med det amerikanske folk, siger han.
Efter at sangkonkurrencen i Europa sidste år måtte aflyses for første gang nogen sinde, er den tilbage på DR1, DRTV og i hele Europa i denne uge. Der er semifinaler tirsdag og torsdag klokken 21.00, mens finalen bliver sendt pinselørdag klokken 21.00. Danske Fyr & Flamme skal prøve at synge sig videre til finalen i den anden semifinale torsdag.