Årets nye kommentatorer: ’Der findes nok 33 måder at se Melodi Grand Prix på’

Henrik Milling og Nicolai Molbech elsker at nørde musik, og ligesom i deres P4-programmer vil de gøre alt for at bringe nysgerrigheden i spil hos årets Eurovision-seere. I år er det 25 år siden, de mødtes første gang.

Henrik Milling og Nicolai Molbech vil gøre alt for at gøre seerne nysgerrigheden efter musikken og historierne bag den ved Eurovision Song Contest. Foto: Bjarne Bergius Hermansen. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

- Der findes nok 33 måder at se ’Eurovision Song Contest’ på. Nogen lægger mærke til kjolerne, andre går meget op i musikken eller pointtavlen, nogle lægger mærke til, om der bliver spillet på bouzouki, og så er der andre igen, der skåler, når kommentatoren siger noget helt bestemt.

Ordene kommer med et grin fra radiovært Henrik Milling, som mange kender fra samarbejdet med Nicolai Molbech. Først i ’Funkshowet’ på P3, senere på P7 Mix, og de seneste seks år har de hver lørdag eftermiddag på P4 prøvet at gøre lytterne glade i låget med funk og disco i to timers ’Fonk – det er lørdag’.

I år kan det være de to værter, der udløser en skål hjemme i stuerne., for da skal Henrik Milling og Nicolai Molbech være danske kommentatorer på Det Europæiske Melodi Grand Prix. Semifinalerne bliver sendt på DR1 og DRTV den 18. og 20. maj, mens den store finale med sange fra 26 lande – forhåbentlig også Danmarks -bliver holdt i Rotterdam lørdag den 22. maj.

Hollandsk fjernsyn og Rotterdam skulle allerede have været vært sidste år. Men da måtte sangkonkurrencen aflyses for første gang i dens 65-årige historie på grund af corona – nøjagtig som så meget andet. Derfor er lysten til musikfællesskabet, spektakulære sceneshows og TV-værter, der udbryder ’12 points’ på enten fransk eller engelsk, formentlig ekstra stor i år. Her får 3500 mulighed for at være publikum i Ahoy-arenaen, hvor festlighederne holdes ’i en coronaboble’.

Hvor Nicolai Molbech drager til Holland i næsten 14 dage og følger prøver og pressemøder med deltagerne fra de 39 lande, er Henrik Milling med i den sidste og afgørende uge. Og selv om de to har arbejdet sammen hundredvis af gange før, er det første gang, de skal kommentere et Eurovision sammen.

Bringe nysgerrigheden i spil

- Selv om flere lande sender den samme kunstner, som de havde planlagt at sende sidste år, er det nok 39 ukendte deltagere for de fleste. Vi skal bruge tiden op til Eurovision på at indsamle data om dem, og så er det vores opgave at gøre kunstnerne levende og spændende for seerne, forklarer Henrik Milling.

Kommentatorparret afløser Ole Tøpholm på posten. Og deres enorme - og til tider også nørdede - viden om musik er noget af det, seerne specielt vil komme til at mærke til i de over syv en halv times direkte fjernsyn, som de skal sætte ord til og kommentere.

- Når man hører de 39 sange for første gang, kan det virke helt overvældende. Men når man så hører dem flere gange, er der nogle, der stikker ud. Det skal vi klæde folk på til og bringe nysgerrigheden i spil, forklarer Nicolai Molbech.

For ham er det slet ikke nyt at være til Eurovision Song Contest. I 2008, 2009 og 2010 var han Grand Prix-kommentator for DR. Det samme var han, da Eurovision Song Contest fejrede 50-års-jubilæumsshow i Forum på Frederiksberg i oktober 2005 og i forbindelse med flere af børne-MGP-konkurrencerne – også da DR deltog i nordiske og europæiske finaler i sin tid.

Henrik Milling, der har en fortid som musikproducer i USA i 1980’erne og 1990’erne, hvor han blandt andet samarbejdede med rapperne Ice Cube og Eazy-E og R&B-sangeren Vanessa Williams, har derimod siddet med i den danske jury nogle gange. Det vil sige den jury, der på Grand Prix-aftenerne sidder på behørig afstand af hinanden i DR Byen og – sammen med de danske seere – træffer afgørelsen om, hvem der skal have 12 point og alle de andre point fra Danmark.

Spillede ved finalen i København

- Det er virkelig en sjov oplevelse – og også lidt speciel, fordi vi ikke må tale sammen eller påvirke hinanden undervejs. Min allervildeste Grand Prix-oplevelse var nu i 2014, da DR var vært for Eurovision Song Contest på Refshaleøen, efter at Emmelie de Forest havde vundet året før. Her stod jeg for den musikalske opvarmning i 12 gange en fyldt hal under både generalprøver, semifinaler og finalen. Jeg tror, der var plads til 14.000 hver gang, så det var virkelig mange, jeg spillede for dér, siger Henrik Milling.

For Nicolai Molbech er en af de helt særlige Grand Prix-oplevelser, da han i 2008 var kommentator på Eurovision Song Contest og sad i kommentatorboksen i Beograd i Serbien. Her var han kommet til et land, han aldrig havde været i, og for eksempel gjorde det indtryk, at der stadig var skudhuller i Forsvarsministeriet efter krigen i 90’erne.

- Det var også her, jeg for alvor fandt ud af, at Eurovision Song Contest handler meget om meget mere end æren ved at vinde, men også om at vise sit land frem. Og det var jeg måske ikke så bevidst om i forvejen, beretter han.

Musik taler til alle

Europa har været samlet om Melodi Grand Prix helt siden fjernsynets barndom i 1956. Dermed er det i dag det TV-program, som DR har sendt længst – stærkt forfulgt af nytårskoncert og skihop nytårsdag. Rundt omkring i Europa, i Australien, USA, Sydafrika og andre steder følger omkring 200 millioner seere med i Eurovision hvert år.

- Jeg tror, Eurovision Song Contest er så langtidsholdbar, fordi musik taler til alle, og alle forstår det. Der er så få dage om året, hvor Europa laver noget sammen, og når man så laver en landekonkurrence som her, skal det også gå godt for Danmark, så folk hepper. Konkurrencen rækker simpelt hen ud til mange – både børn og voksne, der har hver deres oplevelse og minder med det, mener Henrik Milling.

Selv om det er over syv en halv time Nicolai Molbech og Henrik Milling skal være ’på’ over tre dage, er det især under afstemningerne, de kan improvisere. Ellers er det oplæg på måske 20 eller 30 sekunder mellem sangene, som de skal have klar.

- Havde jeg været alene, ville jeg helt klart have lavet manuskript. Nu kommer vi til at levere et pingpong, som vi gør det i ’Fonk – det er lørdag’, men det hele bliver styret, så det ikke sejler - og vi har en plan. Som radiofolk har vi jo et DNA i os, der hedder timing. Der er altid en radioavis, vi skal nå at være færdige til eller sende lige bagefter, smiler Henrik Milling.

  • Forud for Eurovision kan du se Henrik Milling og Nicolai Molbech præsentere alle sangene i to programmer, der er at finde på DRTV her , De kan også ses på DR1 lørdag den 15. maj klokken 13.00 og søndag den 16. maj klokken 13.20.