Kom på besøg hos DR på Kulturnatten den 11. oktober

Der er noget for enhver smag på Kulturnatten i DR Byen. Du kan for eksempel opleve blodsprøjt på special effects-værkstedet, ønske et gammelt arkivklip, pitche en idé og se dramaserie-kulisser.

Den 11. oktober klokken 18-23 slår DR Byen så dørene op for Kulturnattens gæster. Tag for eksempel en tur på kostumelageret og se en særudstilling med kostumerne fra 'Krøniken'. Der vil være hjælpere rundt om i huset til at dele information ud, vise vej og sikre, at gæsterne bliver i de områder, hvor Kulturnatten foregår. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

Om du er ung, gammel eller noget derimellem, er DR klar til at tage imod dig med et hav af spændende arrangementer, når DR fredag den 11. oktober mellem 18.00 og 23.00 slår dørene op og inviterer indenfor til Kulturnatten i DR Byen.

Kulturnatten i DR Byen er din mulighed for at få et kig ind i maskinrummet i DR og opleve det store og alsidige arbejde, der ligger bag det DR, du ser, hører og læser.

Du kan for eksempel tage turen forbi studie LK02 i DR Koncerthuset, hvor musiktekniker Lars Bruun vil fortælle om sit arbejde med at gøre lyden lækker, når der er koncerter i huset, og du kan få lov til selv at pille ved nogle af de knapper, han arbejder med til daglig.

Hvis du har mere lyst til at komme bag om DR’s arbejde med levende billeder, kan du gå efter storskærmen i Indre Gade. Her kan du følge med i, hvordan DR’s klippere laver live-klipning, mens et par fotografer bevæger sig rundt i DR Byen og filmer de besøgende.

Gå på opdagelse på lagrene

Både DR’s rekvisit- og kostumelager holder også åbent på Kulturnatten.

I rekvisitten kan du gå på opdagelse i de uendelige rækker af rekvisitter i alle størrelser, der bliver brugt af både DR og eksterne kunder.

Kostumelageret indeholder 65.000 stykker tøj, der er samlet siden midten af 1960’erne. Lageret består af 6-7 kilometer ophæng, 3-4 kilometer hylder og 2 kilometer skuffer, og på Kulturnatten vil der være en særudstilling med kostumerne fra DR’s populære dramaserie ’Krøniken’.

Ved DR's rekvisitterminal har du også muligheden for at se kostumer fra tidligere Grand Prix-værter og hilse på DR's Eurovision-kommentator og radiovært Ole Tøpholm. Han står klar med masser af Grand Prix-musik - og en konkurrence, hvor du kan vinde billetter til Dansk Melodi Grand Prix 2020.

Desuden vil DR’s scenografiværksted være åbent for gennemgang, og du kan også få et unikt smugkig ind i kulisserne til DR’s kommende dramaserie ’Når støvet har lagt sig’, der har premiere i starten af 2020.

- I DR glæder vi os rigtig meget til at byde børn og voksne velkommen i DR Byen på Kulturnatten. Det er altid en fornøjelse at invitere folk med bag kulisserne og vise, hvordan DR’s public service-indhold bliver til. Samtidig bliver der rig mulighed for at få kulturoplevelser på aftenen og for selv at prøve kræfter med arbejdet som for eksempel radiovært eller lydtekniker. Stemningen plejer at være noget helt særligt i DR Byen den aften, og vi håber, mange lægger vejen forbi, siger DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge Henrik Bo Nielsen.

Prøv dig af som radiovært

Hos P4 København kan du på Kulturnatten møde John Broby, der er vært på kanalen, og prøve dig af som nyhedsvært under kyndig vejledning. I nyhedsstudiet står journalister fra P4 København klar til en snak om P4 København i det hele taget.

P3 holder også åbent og inviterer indenfor i sit topmoderne studie. Der er også mulighed for at møde nogle af kanalens værter, som du måske har hørt i radioen eller set på Facebook, og hvis du bare trænger til at slappe lidt af, sørger P3 for god musik i lokalerne.

På aftenen er det også muligt at møde møde værten og redaktøren på programmet ’Detektor’, der vil fortælle om fakta, faktatjek og ’fake news’ og spille udvalgte klip fra deres programmer.

Hos DR Nyheder kan du overvære afviklingen af Radioavisen og komme på besøg i TV-avisen-studiet og det tilhørende kontrolrum, og hos Deadline kan du blive publikum, når Højskolesangbogen bliver taget under kærlig behandling af vært Lotte Folke Kaarsholm, Isam B, Lighthouse Gospel og et panel bestående af Lea Korsgaard, Jørgen Carlsen og Kurt Finsten.

Gå på opdagelse på DR's enorme lagre, hvor der er kilometervis af hylder med tøj og rekvisitter. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

Sjove aktiviteter for børnene

For de små vil der være masser af sjove aktiviteter i løbet af aftenen. De kan for eksempel danse og synge med Silja Okking, der sammen med en guitarist byder på jazzede udgaver af børnesange. De yngste kan også hjælpe Ramasjang med at redde havets dyr og blive uddannet som Ramasjang-reddere.

Hos DR’s digitale projekt ultra:bit står aftenen på leg og læring med og om teknologi, kodning og klimaet – og du kan være med uanset alder og teknisk kunnen.

Børn og voksne får chancen for at møde Bubber, der har været i Bangladesh for at optage til årets U-landskalender. Du kan også hilse på to piger fra et af de slumområder, som Børnenes U-landskalder-projektet hjælper.

Special effects-værkstedet er også åbent. Her vil DR-medarbejdere vise, hvordan man laver alle de fysiske special effects – altså dem, der ikke laves på computeren. Det er meget børnevenligt, og børn, der har lyst, kan selv få lov at prøve.

Der er aktiviteter og oplæg for folk i alle aldre. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

Koncerthus med orgel og arkitektur

I Koncertsalen kan du opleve tre unge musikere spille solokoncerter på instrumenternes dronning – orglet. Under koncerterne kan du bevæge dig rundt i den store, flotte sal og opleve, hvordan lyden ændrer sig, alt efter hvor du befinder dig.

Er du interesseret i arkitektur og design, vil projektleder Niels Erik Lund fra DR Koncerthuset fortælle om byggeriet af Koncerthuset og vise fotografier, videoer og plancher fra opførelsen af bygningen. DR Koncerthuset er den eneste bygning i Norden, der er på listen over ’Århundredets Bygningsværker’.

Pitch en idé eller find gamle klip i arkivet

Sidder du med en fed idé til et TV-program, har du muligheden for at fremlægge den for redaktør Anders Thomsen fra DR Medier, der på Kulturnatten vil fortælle om processen fra idé til skærm. Anders Thomsen vil lytte til din idé og fortælle, hvad han umiddelbart mener om den.

Hos DR Nyheder Digital, der laver nyhedsindhold og dokumentarer til unge, kan du også komme med idéer og få en snak med en vært og redaktøren for sociale medier.

Har du selv, eller en du kender, været med i et program engang i tidernes morgen, som du stadig tænker på i dag, kan det være, du kan finde programmet i arkivet. Hele aftenen vil en arkivar sidde klar til at hjælpe dig med at finde lige netop det klip, du gerne vil se igen.

Den sidste planlægning af Kulturnatten i DR Byen er stadig i gang, og på dr.dk/kulturnatten kan du både læse mere om de nævnte arrangementer og alle de andre spændende ting, der sker i DR Byen på Kulturnatten. Der kommer stadig nye arrangementer på siden, så hold øjnene åbne.