Ønsk et klip hos DR Arkiv

Sammen med en arkivar kan du gå på opdagelse i DR’s digitale samlinger på Kulturnatten, hvor du også kan høre mere om DR’s samling af ældre materialer og digitaliseringen af dem.

Du kan gå på opdagelse i DR’s arkiver sammen med en arkivar på Kulturnatten. Foto: DR Arkiv.

Tid: Hele aftenen

Sted: Indre Gade i DR Byen - foran biblioteket

Var du i fjernsynet eller radioen som 5-årig fra Lemvig? Eller var din mormor med i quizzen ’Kvit eller dobbelt’ med Otto Leisner, fordi hun var ekspert i hollandske kakler – og har du aldrig set klippet siden?

Hvis ja, eller hvis du har andet, du længe har ønsket at ville gense eller genhøre, har du chancen på Kulturnatten i DR Byen. Her kan du sammen med en arkivar gå på opdagelse i DR’s samlinger og lede efter de klip, du måske længe har drømt om at opleve igen.

På aftenen vil du også kunne gå på opdagelse i DR’s historiske pressebilleder, nærstudere gamle programoversigter og måske finde ud af, hvad der blev sendt i fjernsynet eller radioen lige netop den dag, du blev født. Du kan også høre mere om sitet dr.dk/alletiders, der åbnede for nylig, og hvor du kan fordybe dig mere i DR-historien og se DR’s arkivmateriale sat i spil i forbindelse med aktuelle historier og emner eller mærkedage.

Ikke alt er gemt

På Kulturnatten tager DR Arkiv nogle af sine ældrematerialer med - for eksempel gamle bånd og lakplader, og hvad DR ellers har gemt programmerne på i de snart 95 år, DR har eksisteret.

- Vi vil også give folk svar på, hvorfor vi ikke kan tilgodese alle ønsker om at gense et program. DR har ikke gemt alt det, der er produceret gennem tiden og det er der nogle interessant forklaringer på, som vi gerne vil dele med gæsterne på Kulturnatten, siger arkivar Louise Broch.

Hun fortæller, at hun og hendes kolleger på aftenen også vil forklare gæsterne om, hvordan DR er i gang med at digitalisere sit programarkiv, og om hvordan man kan få adgang til i hvert fald nogle af materialerne i DR’s samlinger.

- Vi glæder os til at få dialog med befolkningen om DR’s arkiv på Kulturnatten, og det er også vores håb, at aftenen for alvor får snakken til at gå på tværs af generationerne, om hvad DR har sendt og vist gennem årene, siger Louise Broch.